Vikingerne informrer

JELS: Skal du med på næste års vikingetogt i Jels, så skal du sætte kryds i kalenderen søndag den 23. januar. Her indbyder Jels Vikingespil nemlig til infomøde i Valhal ved Friluftsscenen i Jels.

Den kommende sommers forestilling “Danemordet” er nemlig klar til for alvor at blive præsenteret for de forhåbentlig mange frivillige vikinger, der vanligt ønsker at være en del af forestillingen.
– Vi er enormt glade for at det professionelle hold bag forestillingen stort set er uden udskiftninger, således at det igen i år vil være Louise Schouw der sidder i instruktør-stolen. Fægteinstruktør er igen David Owe, Joanne Eggert står igen i år for scenografien mens Clement Irbil er lysdesigner med Kim Eskesen ved lydpulten”, fortæller Janus Lynggaard, formand for Jels Vikingespil.
Informationsmødet er der, hvor nye og gamle vikinger mødes, og hvor man kan høre alt om vikingespillet. Ved mødet vil der også være mulighed for at skrive sig op til audition, hvis man drømmer om at have en talerolle i 2022-forestillingen.
– Alle er velkommen, og er du helt ny i Jels Vikingespil, så starter mødet kl. 10.00, og fra kl. 11.00 slutter de “gamle” vikinger sig til. Mødet at slutte kl. 13, fortæller Janus Lynggaard.
Hvis corona restriktionerne forhindrer vikingerne i at mødes fysisk i Valhal, eller hvis du er utryg ved at møde op i Valhal, så vil infomødet også være at finde på Jels Vikinge spils YouTube-kanal. / bro

Se også