Harmonika Banditterne samlede fuldt hus

Et vue ud over salen i Hejlsminde Forsamlingshus, da Harmonika Banditterne søndag eftermiddag holdt en særdeles velbesøgt jubilæumskoncert. Foto: Sebro Press.

HEJLSMINDE: Harmonika Banditterne gæstede søndag eftermiddag forsamlingshuset på havnen i Hejlsminde med en jubilæumskoncert. Og det samlede fuldt hus helt ud til sidste plads i salen.

Og det er åbenbart god musik og sang for mange, det banditterne leverer. For straks ved deres indtræden i salen fornemmedes højt humør og god stemning. Der blev lyttet til musikken, og der blev sunget højt med, når der var fællessang på programmet.

Harmonikabanditterne havde ikke færre end fem musikere med til Hejlsminde. Og den fik ikke for lidt, når der blev sendt musik og humør ud i salen.

Men det var også en lidt forsinket jubilæumskoncert, de præsenterede. Gruppen, der blev stiftet i 2010, består i dag af Hanne Nielsen (harmonika og sang), Connie Ellgaard (sang) og Aage Ellgaard (harmonika, savspil og sang), som fast stamme. I anledning af jubilæet var bandet udvidet med Arne Andersen (harmonika) og Kaj Aage Jensen (trommer).

Harmonika Banditterne tager ud og underholder på plejehjem, seniorklubber og til private fester. Programmet er altid tilpasset den aktuelle begivenhed med musik, sang og sjove viser. Koncerten i Hejlsminde, som varede ca. 2 1/2 time – inklusive kaffepause – stod de helt selv for.

Der blev helt som annonceret spillet svensk harmonikamusik, Peter Westh-viser, og melodier kendt fra Birthe Kjær, Kandis og John Mogensen samt musik skrevet af orkestrets leder, Hanne Nielsen.

Og det var en klar fornemmelse ved avisens besøg, at både ”banditterne” og det veloplagte publikum havde en dejlig eftermiddag i hinandens selskab. /bro

Se også