Lokal lægeklinik holder åbent hver 4. lørdag

Læge Hung Le er ligesom læge Olga Abdi flyttet ind i det tidligere Netto i Lindegade, som bliver til Lægehus Christiansfeld.

Klinikken tilbyder skanninger af gravide gennem firmaet Skanfeld, der er opkaldt efter Christiansfeld.

Af Ingolf Becker

Der var engang en god ide. Tanken var at tilbyde de praktiserende læger i Christiansfeld mulighed for lokaler i et nyt sundhedshus. Realiteten blev dog en anden.

Derfor endte det med, at praktiserende læge Hung Le istedet åbnede dørene for sine patienter på Nettos tidligere adresse på Lindegade 56C.

Der er ikke mange spor tilbage af husets tidligere funktion; måske bortset fra en stor parkeringsplads, som patienterne nu kan nyde godt af.

Indgangspartiet er flyttet fra bygningens gavl til midt på bygningen med en lille rampe. Indenfor bliver man mødt af en stor, lys og indbydende reception. Her er to venteområder – til hver af lægerne Hung Le og Olga Abdi.

To solo-læger

Hung Le er nemlig ikke den eneste læge i bygningen, men har en samarbejdspraksis med praktiserende læge Olga Abdi. Det betyder, at man har nogle fællesarealer, men at der i realiteten er tale om to ”solo-læger”, der hver har deres egen praksis og patienter.

Generelt fremtræder lokalerne i den nye dobbelte praksis store, luftige og lyse – og der er god plads. Udover konsultationslokaler er der også et større laboratorium med skanningsfaciliteter og et stort personalerum.

Hung Le foran det private lægehus i det tidlige Netto.

Vil ikke gå i stå

”Jeg er altid bekymret for at stagnere fagligt, for at gå i stå og ikke at udvikle mig,” fortæller Hung Le og viser et stort kontorlokale frem.

”Her er det planen, at to medicinstuderende fra universitetet skal arbejde under deres praktik, som en del af deres studietid. De skal være med ved konsultationer, og de skal søge ny viden om behandlinger og være med til at udarbejde behandlings-vejledninger. Der er en stor og hastig udvikling på alle områder, og fx kommer der årligt nye vejledninger om behandling og opfølgning af sukkersyge og forhøjet blodtryk,” fortæller Hung Le.

”Det er godt med et fagligt modspil i dagligdagen. Det er godt at blive udfordret i forhold til rutiner og det, man plejer at gøre,” fortsætter han.

”Skanfeld”

Hung Les behov for faglig udvikling viser sig fx også ved, at han har udbygget mulighederne for skanning på stedet. I det almindelige daglige arbejde anvender han skanning fx ved undersøgelser af galdeveje og blære og til opsætning af spiral.

Hung Le kan også bruge sin skanner ved mistanke om sygdom under graviditet.

”Der er en faglig tilfredshed i at kunne gøre noget for sine egne patienter,” fortæller han. ”Jeg vil gerne tilbyde noget til mine egne patienter, som de ikke kan få andre steder.”

Hung Le har ved siden af sin almindelige praksis et firma, han har kaldt ”Skanfeld”. Navnet kommer af ordet skanning (skan) og navnet Christiansfeld (feld). Dette firma er helt adskilt fra den almindelige praksis. Han tilbyder graviditetsskanninger, som den gravide så selv skal betale. Prisen ligger fra 150 til 300 kr. – afhængig af , om man vil have billederne med hjem.
Det er primært den erfarne jordemor Annemette, der udfører disse skanninger, hvor man blandt andet kan se, hvordan fosteret ligger, hvad det vejer, og hvor stort barnet er.

Lørdagsåbent

Hung Les praksis tilbyder som andre praktiserende læger at tage blodprøver, hjertekardiogram og andre helbredsundersøgelser, fx måling af lungernes funktion. Disse undersøgelser udføres af to sygeplejerske-studerende, der er i praksis på skift – under supervision af Hung Le. En enkelt dag om ugen kan man komme til allerede klokken 7 om morgenen.

Hung Le har desuden lørdagsåbent den første lørdag i måneden.

Skuffet over nyt lægehus

Hung Le kom til Christiansfeld i januar 2019 fra Odense. Gennem et rekrutteringsteam blev han gjort opmærksom på, at læge Hanne Christensens praksis i Kongensgade var til salg.
Han blev stillet i udsigt, at man ville bygge et stort lægehus eller sundhedshus i Christiansfeld, hvor alle de praktiserende læger i byen kunne blive tilbudt lokaler.

Meget hurtigt i forløbet blev Hung Le dog bekymret for, om sundhedshuset ville blive stort nok til at kunne rumme alle lægerne. Han fortæller, at det nu kun er én enkelt lægeklinik, der får lejemålet i det nye sundhedshus. Som tidligere omtalt i avisen i januar 2021, er denne klinik ejet af læge Trine Rønnow og drives i samarbejde med Nordic Medicare.

Det nye sundhedshus har i forvejen vakt en del lokal debat i forhold til udseendet og om det ville passe ind i omgivelserne.

Hung Le er i dag ovenud tilfreds med de nye lokaler, han i stedet endte i. Der er store rum og højt til loftet og generelt udviklingsmuligheder på den nye adresse.

Bor i Kolding

Hung Le er 44 år og blev speciallæge i almen medicin i 2016. Han havde derefter diverse vikariater i almen praksis. I begyndelsen var planen at gå ind i et kompagniskab om en praksis, eventuelt i Odense.

”Jeg måtte dog til sidst erkende, at beslutningsprocesserne er længere i et kompagniskab, hvor alle skal blive enige, og at det måske ville være sværere at få gennemført nye tiltag,” fortæller han. Det problem har Hung Le ikke nu – han skal blot blive enig med sig selv. Hung Le bor i Kolding med sin hustru, og parret har tre børn på 8, 12 og 14 år.

Der er tilmeldt cirka 1300 patienter i hans praksis, som derfor er åben for tilgang af nye patienter.

Ventetiden på samtaler, der ikke er akutte, er cirka en uges tid. Patienterne i hans praksis kan bestille tid online, herunder tid til blodprøvetagning.

Se også