Vrede over at miste bededag

Mange føler, at de mister en god lejlighed til at være sammen med familien, viser undersøgelse.

Om få dage er det sidste udkald til en kør selv-ferie på Store Bededag, og ferieafskaffelsen får mange bilister op i det røde felt.

Det viser en ny undersøgelse foretaget af Applus+ Bilsyn blandt 2.439 bilejere.
I undersøgelsen svarer knap hver fjerde, at afskaffelsen af ferien ”er et indgreb i min personlige frihed”, mens feriefjernelsen gør hver femte ”direkte vred”. Seks ud af ti bilejere er imod ferieinddragelsen, viser tallene.

– Den største modstand mod afskaffelsen finder vi naturligt nok blandt bilejere, der rejser ud i løbet af foråret, bl.a. i store bededagsferien. Bortset fra sommerferien er helligdagene i foråret årets mest populære rejseperiode, siger John Gantzhorn, konsulent hos Applus+ Bilsyn.

– Næsten 40 procent af de adspurgte i vores undersøgelse svarer, at de i de seneste ti år har rejst på bilferie i store bededagsferien hver tredje år eller oftere. Det er en ferie, mange er glade for, siger John Gantzhorn.

Hver femte bilejer mener desuden, at afskaffelsen ”går ud over min mulighed for at være sammen med min familie”. Cirka 10 procent sætter kryds ud for, at storebededagsferien ”er en vigtig og oplagt mulighed for en fælles ferie”. Andre tager derimod sløjfningen med ro.
Knap hver femte svarer, at ”der i forvejen er flere helligdage i april og maj”, og at de godt ”kan tilpasse feriebehov til denne ændring”.

Tager man på en kør selv-afsked med store bededagsferien, kommer man ikke til at køre alene. 11 procent vil afsted på en sidste bededagsbilferie, og det svarer til omkring 300.000 bilister.

Se også