Dagplejebørn får nu lov at komme i Børnehaven Regnbuen

Man håber, det vil gøre overgangen til børnehave nemmere for de små.

Dagplejebørnene spiser deres mad sammen i børnehaven.

Når man træder ind i Børnehaven Regnbuen i Christiansfeld, så møder man nu også de yngste børn på 0-3 år. Der er nemlig blevet oprettet en legestue i to af lokalerne i Regnbuen, som dagplejerne frit kan benytte sammen med børnene.

Lars Friis, som er leder af Regnbuen, fortæller, at tanken bag samarbejdet er at lette overgangen fra dagpleje til børnehave for børnene.

– Når børnene begynder i børnehave som 3-årige, er der mange indtryk at forholde sig til. Der er flere børn, større lokaler og nye voksne, men når børnene har mødt de voksne i børnehaven og leget i nogle af lokalerne, så finder de hurtigt tryghed i det velkendte, fortæller Lars Friis.

Han fortæller videre, at det for ham er vigtigt, at både børn og voksne fra dagplejen føler sig velkomne, og at de føler, at de er en del af huset.

God modtagelse

Anette Klockmann som er dagplejekonsulent i Christiansfeld fortæller, at dagplejerne i forvejen kendte Lars og de øvrige medarbejdere, da Regnbuen for flere år tilbage tog initiativ til at invitere dagplejerne på besøg hver mandag formiddag for at lege i lokalerne og deltage i nogle af de planlagte aktiviteter.

– Vi er blevet varmt modtaget af både leder Lars Friis, souschef Søren Bank og de øvrige ansatte, og der er lige fra begyndelsen blevet lagt op til et positivt, gensidigt samarbejde, fortæller Anette.

To børn fra dagplejen leger med legoklodser i børnehaven. De ældre børn i børnehaven er omsorgsfulde overfor hinanden. De større hjælper de mindre.

Egen indgang

Dagplejerne har fået egen indgang og egne lokaler med legeplads og plads til at sove middagslur i barnevognene. Men derudover har de også fået mulighed for at låne Regnbuens kreative værksted, øvrige lokaler og er inviteret til at deltage i leg og aktiviteter med blandt andet musik og bevægelse. – Det er en fantastisk mulighed for dagplejebørnene. At kunne få lov til at åbne døren lidt på klem og kigge ind til børnene og deres liv i børnehaven – i deres tempo, tilføjer Anette Klockmann.

Fagligt samvær

Derudover får dagplejerne mulighed for samvær med flere kolleger, hvor der er plads til både humor, faglig sparring og udvikling af pædagogisk praksis. Alt sammen til glæde for børn, forældre og dagplejere.

– Og da jeg ligeledes har fået stillet et lokale til rådighed, hvor jeg har mulighed for at arbejde, når jeg er i Christiansfeld, glæder jeg mig til også at få min gang i Regnbuen, siger dagplejekonsulent Anette Klockmann.

– Vi mærkede hurtigt den gode stemning og de søde og rare folk, som er ansat i Børnehaven Regnbuen. De kom og hilste på og snakkede med os, fortæller dagplejere Sidse, Nina og Marianne, som jævnligt kommer i Regnbuen med dagplejebørnene.

– For os dagplejere er det hyggeligt at få hilst på de børn, som har gået i dagplejen tidligere, og det er godt at møde andre kolleger, hvor der er plads til humor og at grine sammen.
Men vigtigst af alt, så tror vi på, at det vil lette overgangen for børnene, når de begynder i børnehave.

Børnene hjælper

I starten skulle børnene lige vænne sig til nye rutiner og nye lokaler, men vi oplever, at børnene har taget rigtig godt imod det og bare har tilpasset sig det nye stille og roligt, fortæller en af dagplejerne.

– Vi ser, at børnene er kommet godt i gang med at lege i de nye omgivelser, og at de gerne vil med rundt og besøge stuerne og fællesrummet i Børnehaven. Vi kan også se, at dagplejebørnene finder sammen med de ældre børn på legepladsen, og at de ældre børn er meget omsorgsfulde og tager sig godt af de yngste ved at tage dem i hånden, så de føler sig hjemme.

Møder flere voksne

En anden af dagplejerne slutter af med at fortælle, at det er til stor gavn for dagplejebørnene, at de nu mødes i større grupper, og at børnene oplever at få hilst på mange andre børn og voksne end dem, de normalt er sammen med i dagplejen. Det er alt sammen med til at forberede de yngste på det kommende liv i børnehaven.

Søren Thorsen Smith Bank/Henri.

Se også