Fornemt brolæggerhåndværk
- Flot ser det ud, udbryder en borger spontant ved synet af brolægningen ved den gamle pigeskole udført af firmaet MN Brolægning i Fredericia.
Indehaveren Morten Nielsen, som er 2. generations brolægger, fortæller, at landskabsarkitekt Thomas Thinghuus, Kolding Kommune, har udførte ideskitsen til projektet, der er godkendt af såvel Brødremenigheden og ejeren af Pigeskolen, Hans Erik Bylling. Projektet er netop blevet afsluttet med midler fra bl.a. Aller Mølle, Centerbypuljen samt Kolding Kommune.
Morten Nielsen har tidligere været underentreprenør på brolægnings- og klinkearbejde i Museumsgade og Nørregade, ved den tidligere benzintankstation på Kongensgade, Genforeningspladsen, ved præstehuset i Lindegade, en cykelsti ved Kongensgade samt gården i Søstrehuset.
Til dette seneste projekt er anvendt forskellige typer sten: 1) Pigsten, 2) smalle granitfliser kaldet, bordursten, af hensyn til hjulene på barnevogne og rollatorer. Disse bordursten stammer fra den tidligere tombolaplads i Kolding. 3) Mellem bordurstenene er sat 4 rækker chaussésten af svensk granit fra Halmstad og parallelt med bordurstenene er der sat en vandrende chaussésten i for at aflede regnvejr. 4) Til sidst er der drysset lysegråt stenmel af knust granit, slutter Morten Nielsen. I 2013 startede han som selvstændig med de nævnte projekter i Christiansfeld. Brolæggerarbejdet er udført af brolæggersvend Henning Andersen og brolæggerlærling Kristian Porskrog
/Lars.