Vellykket byfest i Fjelstrup
FJELSTRUP: Der har traditionen tro været byfest i Fjelstrup. Og festen betegnes som vellykket – trods corona-restriktioner.
Boldbanen var indhegnet, og alle gæster blev noteret, for der måtte »kun« være 200 på pladsen. Men ingen sure miner over at skulle fremvise Corona pas – eller gyldig test, lyder det fra arrangørerne.
Byfesten bød på bagagerums-marked, tombola, salg af pølser og to store hoppeborge, samt bane hvor der kunne skydes til måls med fodbolden.
Der var besøg af de lokale brandmænd fra Fjelstrup Frivillige Brandværn, som lagde skum ud, hvor under der var gemt slik.
De gæve brandmænd havde også tønder med ild med, hvor børnene så kunne hjælpe med at slukke ilden. Det var som altid et festligt indslag med brandbil og skum.
Tak til de frivillige brandmænd for at støtte op om byfesten, lyder det fra arrangørerne.
Der var også tid til aftenhygge for de voksne. Menuen stod på helstegt pattegris. Og naturligvis også på TV-fodbold, Danmark – Finland. Og efter kampen blev der hygget og snakket. Tydeligt at alle havde glædet sig til at være sammen på festlig vis – under de gældende regler.
Årets Fjelstrupper
Lørdag aften blev årets Fjelstrupper kåret. Borgere i og omkring Fjelstrup har kunnet indstille personer, de synes gør et godt stykke arbejde for byen. Valget i år faldt på Line Gaj Nielsen, som igennem mange år har været frivillig.
Hun blev hædret med titlen, fordi hun har været med i bestyrelsen for spejderne og været leder hos spejderne. Gennem de seneste år har hun yderligere været formand for gymnastikafdelingen, samtidig med hun er næstformand i Fjelstrup Idrætsforening, FIF. Endvidere er Line Gaj Nielsen blandt de lokale ildsjæle, der får byfesterne på skinner. Fuldt fortjent og stort tillykke, lyder det her fra arrangørerne af byfesten.
Søndag stod menighedsrådet for et hyggeligt indslag med fælles morgensang ved bålhytten. Der lyder også tak til menighedsrådet. Efterfølgende var der arrangeret en gåtur i lokalområdet.
»Styregruppen for byfesten vil her i avisen gerne sige tak til alle frivillige hjælpere, som har været med til at få byfesten afviklet. Tak til de gæster, der kom forbi. Tak for at de viste stor tålmodighed grundet Covid-19. Tak – det var en skøn dag. Vi glæder os til at se jer alle og mange andre til næste års byfest«.
/bro