Viceborgmesteren tog det »første« stik
Ny fælles kunstgræsbane i Lunderskov håbes klar i sensommeren.
LUNDERSKOV: Den officielle markering af, at der er en ny fodboldkunstgræsbane på vej i Lunderskov, fandt forleden sted. Det »første« spadestik blev taget på behørig vis af viceborgmester Søren Rasmussen – i sin egenskab som formand for kommunens Fritids- og idrætsudvalg.
Begivenheden skete i overværelse af en række indbudte. Bladt dem repræsentanter fra de fem fodboldklubber, som er med i samarbejdet om den nye kunstgræsbane. Og det er foruden Lunderskov Boldklub, Ødis IF, Fynslund Boldklub og Skanderup-Hjarup Idrætsforenings og Vamdrup IF fodbold.
Anlæggelsen af banen er allerede nu så vidt, at den håbes klar til brug allerede i sensommeren.
Og hvorfor kommer banen så til at ligge i Lunderskov? Jo, det var fordi Lunderskov Bodsklub meldte ud, at klubben var i stand til at stille det største egen indskud på 1,5 millioner kr., og det vægtede mest, da kommunen skulle vælge mellem flere andre mulige placeringer.
Det forlyder ikke noget officielt om, hvad banen kommer til at koste. Kun at Kolding Kommune har bidraget med 3,5 millioner kr.
Men når det handler om den fremtidige brug af banen, så stilles alle deltagende klubber lige. Brugerne stiller i øvrigt store forventninger til den nye fælles fodboldkunstgræsbane.
Lunderskov Boldklub søger i øjeblikket med lys og lygte efter flere sponsorerindtægter, som skal supplere penge fra egen opsparing, som for en stor dels vedkommende er optjent ved de populære »Lunderskov Cup«- arrangementer, der normalt hver sommer samler børn og unge til fodbold-oplevelser fra et stort geografisk område. /bro