Første spadestik til Fjelstrups nye Kultur- og Idrætscenter i regn og rusk

På billedet ses viceborgmester Kjeld Thrane fra Haderslev Kommune flankeret af Uffe Jensen, der er formand for bestyrelsen ved Kultur- og Idrætscentret. Bagerst kæmper næstformand for Kultur og Fritid i Haderslev, Preben Holmberg, med paraplyen.

En regnfuld dag i april 2022 blev det første spadestik taget til om- og nybygning af Fjelstrup Kultur- og Idrætscenter.

Himlen åbnede sig ekstra meget, da viceborgmester og konservativt byrådmedlem i Haderslev, Kjeld Thrane, skulle tage det første spadestik til om- og nybygningen af Fjelstrup Kultur- og Idrætscenter.

Der kom så meget vand fra oven, at resten af festlighederne måtte foregå i selve hallen. Her blev der budt på blandt andet sodavand, kaffe og kage.

Godt fremmøde

Til det første spadestik havde en del borgere trodset vejrliget, herunder medlemmer fra halbestyrelsen. Også elever fra de 6 klasser på den nærliggende Fjelstrup Skole var mødt talstærkt op. Alle glædede sig til at komme indenfor i tørvejr.

Her bød først formand for halbestyrelsen, Uffe Jensen, velkommen og gav udtryk for stor glæde over det gode samarbejde med Haderslev Kommune.

Opture og nedture

Halbestyrer Svend Christensen fortalte, at han havde været 10 år, da selve hallen tilbage i 1966 blev indviet. Han håbede, at børnene i dag om 50 år kunne se tilbage på det nuværende projekt med stolthed og tilføjede, ”at det ikke mindst er for børnene, at projektet nu er skudt i gang”.

86-årige Helga Larsen overværede også det første spadestik i 1966, da Fjelstrup Hallen blev opført. Hun var dengang hovedkasserer ved idrætsforeningen. Helga Larsen er fortsat åndsfrisk, men har lidt bøvl med sit bentøj.

Han ønskede bestyrelsen tillykke med, at man efter en lang, sej kamp nu var nået så langt og tilføjede: ”Ligesom vejret i dag er et rigtigt møgvejr, sådan har oplevelsen også været i forhold til at få alt i forbindelse med projektet op at køre.”

Han beskrev op- og nedture i forløbet, men fremhævede ”den gode støtte fra gode folk i Haderslev Byråd”, hvor ikke mindst Kjeld Thrane har været med hele vejen igennem projektet.

Stærkt lokalsamfund

Kjeld Thrane indledte sin tale med at sige, ”at det har været en lang proces, hvor man nu kan se hen til målstregen. Processen har været båret frem af særlige ildsjæle og et stærkt lokalsamfund”, og han sluttede af med at takke ildsjælene og rose deres tilgang til tingene.

Tilhørene kunne i denne forbindelse forstå, at der undervejs havde været nogle bump på vejen, herunder omkring financeringen, men at tingene til sidst var faldet på plads.
Måske allerede ved udgangen af 2022 kan borgerne i Fjelstrup og omegn glæde sig til, at byggeriet står færdigt. Fjelstrup Hallen stod oprindeligt færdig i 1966 og er efter Sønderjyllandshallen i Aabenraa den ældste hal i Sønderjylland.

I 1970 blev der opført et nyt forsamliingshus i relation til hallens østgavl, og stedet kunne nu kaldes for et kultur- og idrætscenter.

Centeret benyttes af Fjelstrup Idrætsforening med cirka 600 medlemmer, Fjelstrup Skole, der er en del af Fælleskolen Favrdal-Fjelstrup, ligesom der afholdes private arrangementer og foredragsaftener.

bec

Se også