Lydia og Jørn har hjerterum for ukrainske flygtninge

Da nyhedsmedierne i februar oversvømmedes med billeder af mødre og børn på flugt fra Ukraine, sagde Lydia og Jørn Rhinstrøm-Jensen til hinanden: “Der er kun en vej, det er at hjælpe”.

Af Anne-Marie Træholt Rasmussen

På Nørre Allé i Stepping bor Lydia og Jørn Rhinstrøm-Jensen. Det har de gjort i 38 år. De er begge pensionister, og deres voksne børn er for længe siden flyttet hjemmefra. Alligevel bor de ikke alene, for Lydia og Jørn har taget tre ukrainske flygtninge til sig.

Hen over kaffebordet i den varme udestue ryger telefoner med google translate frem og tilbage. De krydres med interne jokes, som ikke behøver oversættelse.

En aften foran tv forandrede alt

“Vi sad og så om flygtningestrømmen i fjernsynet,” fortæller Lydia. “Mødre med børn på armen, og så siger jeg til Jørn: ‘Ej, helt ærligt, skal vi ikke hjælpe dem?’ Og så blev vi enige om at gå i gang med at gøre noget.”

I starten havde de flere idéer og overvejede bl.a. at køre derned. Men de var også tilmeldt ved hjælpeorganisationer i både Haderslev, Bov og Kolding. Kolding Valgmenighed sendte busser til Ukraine for at hente flygtninge til Danmark i de første dage, og der gik ikke længe, før ægteparret blev ringet op: “Vi har 3 ukrainske damer, som ikke har en plads fra i morgen tidlig.”

Der var ikke grund til betænkning, udover lidt koordinering.

“Vi blev enige om, at det kunne vi godt prøve. Men betingede os, at det kun var 14 dage, hvis nu kemien ikke var der.”

Lydia fortsætter med et grin, for nu er der gået to en halv måned: “…og det går så fint. De er så rare, så hjælpsomme.”

Fællesskab trods sprogbarriere

Derfor sidder Oksana, Maryna og Ljuda sammen med Lydia og Jørn rundt om kaffebordet. Kopperne er genbrugt fra tidligere, kvinderne har ligesom familien faste pladser. Snart fylder snak og grin rummet.

“We like to joke,” siger Ljuda på 40.

“Det bedste for os er at joke, hver på sit eget sprog, men vi forstår hinanden og griner sammen.”

Alle er enige. Men lige bagved ligger alvoren, da hun fortsætter:

“I fredstid arbejdede jeg i et forsikringsselskab – men forsikring i krigstid virker desværre ikke”. Ironien er slående.

De tre ukrainere har alle voksne børn. Deres mænd og sønner måtte blive i Ukraine.

Skuddrama og bekymring fylder hverdagen

“Vi er meget bekymrede for vores familie og vores land,” siger Oksana på 45.

“De bruger meget telefonerne og får nyheder derfra,” fortæller Jørn.

“Det hjælper dem at være i kontakt med familien så meget som muligt.”

Lydia fortæller om en aften, hvor Oksana blev ringet op: “Hendes søn var blevet skudt på sammen med en ven. Vennen blev dræbt, men hendes søn overlevede. Han kan nu snakke en smule og gå en smule, men de ved ikke hvor godt, han kan få det.”

Han er stadig indlagt.

Bekymringen er ikke kun Oksanas, fortæller Lydia:

“Vi vidste næsten ikke, hvad vi skulle gøre, for vi kunne jo ikke køre dem derned.”

De to andre kvinder supplerer: “Selvfølgelig bekymrer vi os meget for vores land. Vi ønsker at dette vanvid skal ende hurtigt, så vi kan vende tilbage til normalen.”

I Danmark ved et tilfælde

“Når man hører sirener hver halve time og sover i et bombeskjul, kommer spørgsmålet om flugt naturligt,” fortæller Maryna.

Men at det lige blev Danmark og Stepping, de flygtede til, var et tilfælde.

“Vi talte med en frivillig ved grænsen, der sagde, at det her er et vidunderligt land, og der bor vidunderlige mennesker i det,” fortæller Ljuda. “Og da vi mødte Lydia og Jørn, kunne vi uden overdrivelse sige, at de er smukke, følsomme, vidunderlige og godmodige mennesker, som har gjort alt for, at vi skulle føle os godt tilpas.”

Flugt fra krig, men også fra økonomisk usikkerhed

“Selvfølgelig er de bange, men det har også med arbejde at gøre. Nogen skal skaffe føden, og deres familie er uden arbejde pga. krigen. Der er ingen brug for taxa-chauffører, forsikringsmedarbejdere og tjenere længere,” understreger Jørn.

I stedet hjælper de i krigen. Ljudas mand er gået ind i territorialforsvaret og forbereder sig på at forsvare deres by, som er på størrelse med Vojens. Hendes søn er holdt op med at studere og hjælper i stedet med at tage imod flygtninge på banegården i Lviv. Mens Oksanas mand bliver nødt til at passe deres søn, som stadig er indlagt.

Som Jørn siger:

“Hvad lever familien så af? – Vi hentede dem onsdag morgen, og før de gik i seng onsdag aften, spurgte de: Kan vi få arbejde?”

Tiden som flygtning føles lang.

“Jeg vil gerne være nyttig. Når man ikke gør noget, er det svært moralsk, så vi drømmer om at arbejde,” siger Maryna på 45. Indtil det falder helt på plads, får de tiden til at gå med andre ting: “Arbejder i haven”, “Spiller UNO”, “Sover”, siger de storgrinende i munden på hinanden.
“Hjælper,” tilføjer Lydia.

Nogle gange har de gjort rent og hjulpet i haven, men de har også lavet mad for at nyde lidt velkendt mad derhjemme fra.

“Det var ligesom, hvis vi rejste på ferie,” siger Jørn med et glimt i øjet. “Så var vi fri for den tur.”

I det hele taget har de det godt med hinanden i huset.

“Der er god humor og en god stemning, selvom der er krig,” fortæller Lydia. “Og havde det ikke været sådan, kunne man jo ikke holde det ud.”

Undervejs i snakken viser Maryna billeder fra sine mange løbeture rundt i Stepping og omegn. Alle tre synes de, at her er meget smukt, og hun viser glad billeder af ænder, får, hunde, køer og grønne marker.

Er I anderledes end andre danskere, siden I har taget flygtninge ind?

Til det spørgsmål svarer Lydia og Jørn i kor: “Nej, vi er helt normale.”

“Dengang krigen lige opstod, var der mange, der tænkte: Hvad kan vi gøre?

Du kan bare tage dem ind. De er ikke krævende.”

“Og heller ikke farlige,” griner Lydia.

“Det er simpelthen bare at stille en seng til rådighed for dem og give dem noget at spise. Det kan vi alle sammen gøre,” afslutter Jørn godmodigt sin sætning efter ægteparrets pingpong.

“Det giver faktisk også os selv noget”

Til daglig har Lydia og Jørn, som så mange andre pensionister, travlt med børn og børnebørn, hus og have. Derudover er Lydia frivillig i BDM-butikken og sammen kommer de om onsdagen til Impuls i sognehuset. To gange om ugen går de til krolf. Men det har ikke på noget tidspunkt begrænset dem at have de tre ukrainere boende.

“Næ, altså, de er jo voksne mennesker,” siger Jørn. “Så hvis vi har en aftale og skal i byen, så gør vi det.”

“Og vi har dem med til krolf,” siger Lydia og tilføjer: “Jeg synes, alle skulle tilbyde at åbne dørene for nogle ukrainere. Det giver faktisk også os selv noget.”

“Det er en fornøjelse med sådan tre der. Vi er jo kommet til at holde af dem, de er jo på alder med vores egne børn…,” siger Lydia.

Jørn får det sidste ord: “Og når det er overstået, alt det her skrammel i Ukraine, så skal vi ned og se til dem.”

Samtalen afsluttes med overvældede tårer. Jørn og Lydia skal være velkomne i Ukraine, bekræfter de tre kvinder. Ljuda tilføjer, at hun har en have, der trænger til deres hjælp. Alle griner.