Det er ikke altid en god forretning at udstykke i de mindre byer
Til gengæld skaber det liv i lokalsamfundet.
STEPPING: Det er åbenbart ikke altid nogen god forretning for kommunen at udstykke byggegrunde i de mindre landsbyer. Det viser et friskt eksempel fra Stepping.
Her er udstykning og byggemodning af nye byggegrunde netop i gang. Et overslag hittet i kommunen viser, at det vil koste 4.1 mio. kroner at udstykke elleve nye parcelhusgrunde i landsbyen. Og det er cirka 1,0 mio. kroner mere, end det forventes, at salget af de elleve grunde vil indbringe – beregnet efter gældende markedspriser.
Det nye boligområde kommer til at ligge centralt i landsbyen, umiddelbart i nærheden af Trekløverhallen – byens store samlingspunkt – og med til- og frakørsel direkte til landsbyens hovedgade, Søndre Allé.
Oprindeligt var der indregnet tolv byggegrunde i projektet, men antallet er nu reduceret til elleve. Det er sket for at sikre en attraktiv størrelse på grundene, lyder det fra kommunen.
Udgifterne til byggemodningen fordeler sig på arkæologi, veje, stier, tilslutningsafgifter til el, vand, varme og kloak, såvel som belysning, beplantning, landinspektør, projektering og tilsyn.
Det fremgår af sagen, at det samlede overslag på byggemodningen lyder på 4.100.000 kr. – eksklusive ukendte udgifter til erhvervelse af arealet. Men med udgangspunkt i markedsværdien er overslaget for de samlede indtægter ved det kommende grundsalg kun anslået til 3.080.000 kr.
Det samlede byggemodningsregnskab skønnes således at medføre et underskud på ca. 1.000.000 kr. – når erhvervelsen af arealet medregnes. Byrådet har netop haft projektet i Stepping under behandling, og det endte med endelig godkendelse uden bemærkninger til både udstykningen og økonomien bag den.