Kulturnat i 25 år i Kolding
KOLDING: Kolding gør klar til årets Kulturnat. Nu er en særlig jubilæumsplakat klar. Kulturnatten fejrer nemlig 25 års-jubilæum med et sølvbryllupstema, hvor især æresporte spiller en rolle.
Kulturnatten vil byde på fællessang, hornmusik og hele 25 æresporte, fredag den 2. september i Kolding midtby. Kulturnat-plakaten bliver distribueret til kulturinstitutioner og overnatnings- og spisesteder rundt om i kommunen, samt til butikker i midtbyen.
Plakaten er designet af grafisk designer Kamilla Asmussen fra I-made-this. Plakatens helt centrale element er den flotte æresport, der skaber en smuk indgang til Kolding. Æresporten er prydet med en særlig lyskæde, hvor hver af de farverige lyspærer rummer et element eller udsnit fra de i alt 25 plakater, som er blevet designet gennem tiden.
Plakatudstilling
Alle 25 plakater – og den nye jubilæumsplakat – kan opleves på Kolding Bibliotek fra 26. august til 4. september. Kolding Kommunes Kultur og Event afdeling, der står bag Kulturnatten, har lavet en lille plakatudstilling, som fortæller lidt om de forskellige plakater, historien bag dem og andre facts om Kulturnatten.
Til børnene er der en lille skattejagts-aktivitet og mulighed for at lave sin egen Kulturnat plakat.
25 æresporte
Man kan også tage på ”Tour de Æresport”, rundt i byen, og finde de 25 æresporte, som institutioner, foreninger, butikker har udsmykket i anledningen af 25 års jubilæet.
Og kan man finde alle æresporte og gætte, hvem der har udsmykket dem, kan man deltage i en konkurrence om et gavekort til City Kolding. Hele programmet for Kulturnatten findes på www.kolding.dk/kulturnat.