Ny lokalplan skal gøre område på havn offentligt

 

Luftfoto af Hejlsminde Havn. Lokalplanområdet det handler om er indkredset med sort prikker. ( Foto: Kolding Kommune).  

HEJLSMINDE: Der er ny lokalplan på vej for havnen i Hejlsminde. Og det betyder, at et område officielt nu udlægges med betegnelsen ”Til offentlige formål”.
Lokalplanen vil blandt andet åbne mulighed for, at stedets foreninger og klubber kan udvide et bestående byggeri på havnen med yderligere tre mindre bygninger i træ til blandt andet opbevaring af forskellig slags grej, og at der lovligt kan opstilles gynger permanent.

Lokalplanen laves efter anmodning fra foreningerne Hejlsminde Bro- og Bådelaug samt Hejlsminde Strandpark og skal betragtes, som en udbygning af allerede etablerede lystbåde – og havnefaciliteter. Samtidig agtes en midlertidig tilladelse for et bestående byggeri at gøres permanent.

Forslaget til lokalplanen er behandlet i kommunens udvalg ”Plan og Teknik”, og udvalget har samtidigt godkendt, at det pågældende planområde udlægges til offentlige formål.

Indpasses i omgivelserne

Området det handler om, er på cirka 675 kvadratmeter. Det afgrænses af Havnevej i vest og Hejlsminde Strand i nord. I øst og syd afgrænses det af Hejlsminde Bugt. Området er i forvejen beliggende i byzone.

Der vil i planlægningen af det nye byggeri være fokus på at sikre, at det indpasses i omgivelserne, Natura 2000-området, der omfatter Lillebælt og Hejls Nor samt det bevaringsværdige kystlandskab.

Lokalplanen er kategoriseret som en A-lokalplan, hvilket betyder, at det er byrådet, der alene har kompetence til at træffe beslutning om, at planforslaget skal sendes i offentlig høring.  Dog anbefaler forvaltningen, at der gennemføres en otte ugers høringsperiode. / sebro

Se også