Ros fra formand til folk bag populære æblekagekoncerter

Søren Rasmussen blandt publikum i salen og nærmest flankeret af byens giftefoged Finn Johannsen til ( th.) og Jens Chr. Ravn fra den arrangerende gruppe (tv.) Foto: sebro-press

Af Svend Erik Brodersen
journalist (DJ)

CHRISTIANSFELD:  – Jeg har virkelig glædet mig meget til at deltage i festen her. Så tusind tak for invitationen, og mange tak for at jeg også får lejlighed til at sige et par ord. Således indledte formanden for Kolding Kommunes seniorudvalg, Søren Rasmussen (DF,) en tale han holdt som startskud til årets senior æblekagefest i Cuben i Christiansfeld. Og han sagde videre:

– Putins forfærdelige krig i Ukraine minder os om vigtigheden af at have et stærkt forsvar og om den respekt vi helt naturligt må føle for de kvinder og mænd, der tager uniform på for at forsvare Danmark og dermed vores frihed og demokrati. Slesvigsk Musikkorps, SMUK, som igen i år er her i dag, er en værdig musikalsk ambassadør for det danske forsvar. I dag skal vi nyde et herligt program, sammen med dem, hvor der blandt andet er hyldest til Danmarks udsendte og Dronningen i anledning af 50-års regeringsjubilæet – og meget andet skønt, lød det fra formanden.

Søren Rasmussen fortalte videre, at den første SMUK-koncert han deltog i var i 2017, og at de lige fra starten blev et tilløbsstykke. Han konstaterede med glæde, at interessen har holdt sig siden, således at der fortsat kan meldes om udsolgt til koncerterne:

– Traditionen for disse herlige koncerter begyndte med penge fra en særlig pulje i kommunen kaldet ” Senior bestemmer”. Den findes ikke mere. Men byrådet har fulgt op med at yde et fast tilskud til koncerten her, således at der ikke mere skal søges om penge. Det kan de frivillige, som står bag arrangementet tage som et stort skulderklap og som anerkendelse for det store arbejde og indsats de gør. For uden jer ingen koncert, lød det videre.
De rosende og anerkendende ord var rettet til de fire Christiansfeld-borgere, Jens Christian Ravn, Bodil Johansen, Inger Laurentz Christen og Karen Margrethe Simonsen, samt hjælpere som står bag de populær SMUK senior æblekage-koncerter i Cuben.

Se også reportagen fra årets koncert andet steds her på siden under overskriften: Fin musik og god underholdning.
 

 

Se også