Speciel korkoncert i Søstrehuset er gratis
Lørdag den 22. oktober kl. 16 inviteres til en gratis korkoncert i Søstrehuset i Christiansfeld. Det er koret ’Collegium Canorum Lobaviense’, der leverer kristen vokalmusik.
Koret er på koncertturne i Tyskland og Danmark. Turneen afsluttes med koncerten i Søstrehuset lørdag eftermiddag og medvirken ved gudstjenesten i Brødremenigheden om søndagen.
Collegium Canorum Lobaviense har tidligere sunget i Christiansfeld for nogle år siden og formåede at udnytte rummet ved bl.a. at synge fra forskellige steder i salen. Det var en stor og helt speciel oplevelse.
Repertoiret er kristen vokalmusik med værker af bl.a. Schütz, Becker og Nystedt. Et bredt spænd af kormusik i stil og alder.
Koret blev oprettet i 1999 og har medvirket ved mange koncerter og gudstjenester og har rejst i flere europæiske lande.