Ingen fjernvarme til landsbyerne
Prisstigninger gør, at det bliver for dyrt for de enkelte husstande at blive tilsluttet fjernvarmenettet.
VAMDRUP: Der kommer alligevel ingen fjernvarme ud til landsbyerne Ødis, Ødis- Bramdrup, Hjarup og Skanderup. I hvert fald ikke fra Vamdrup Fjernvarme.
Planerne om at føre varmen ud til disse byer er ganske enkelt kuldsejlet, fordi det vil blive for dyrt for hver enkel husejer, at blive tilsluttet nettet.
Det har formanden for Vamdrup Fjernvarme, Niels Thomsen, netop meldt ud. Han fortæller, at prisen ville løbe op i over 275.000 kroner pr. husstand. Eller i en samlet pris på 133 millioner kroner. Og det er til trods for, at 482 husstande i de fire landsbyer har tilkendegivet, at de var interesseret i fjernvarme fra Vamdrup.
Niels Thomsen angiver to årsager til, at prisen bliver så høj. På blot fire måneder er prisen på materialer steget med cirka 60 procent, og så er det blevet væsentligt dyrere, at låne penge. /sebro