Rosa og Selma fra X-factor mødte hinanden på Lunderskov Efterskole

Og nu er de udtaget til X Factors næste liveshows på TV2.

Billedet er fra en musikturne musikholdet fra Lunderskov Efterskole var på i foråret 2022. Her synger de på Vamdrup Skole. Foto: Lunderskov Efterskole / Nikolaj Toftgaard

LUNDERSKOV: Jublen ville næsten ingen ende tage, da lærerne på Lunderskov Efterskole så deres to tidligere elever, Rosa og Selma, fredag gå videre til dette års X Factor liveshows.

– Vi var sindssygt stolte, siger pigernes tidligere lærer, Nikolaj Toftgaard, til TV Syds hjemmeside. Og fredag kunne hele Danmark også se med, da dommeren, Simon Kvamm, tog de to efterskoleveninder med på sit livehold.

Hovedpersonerne virkede tilsyneladende ikke overraskede, men undrer ikke Nikolaj Toftgaard, at de er kommet så langt.

– Her på skolen var vi heller ikke så overraskede, da vi ved, hvor meget talent de to har, og hvor dygtige de er, siger han videre.

De nu 17-årige piger, Rosa Skovbjerg Henriksen og Selma Stahr, mødte hinanden på Lunderskov Efterskole i august 2021. Fælles havde de interessen for musik, hvilket lagde grobunden til deres venskab. På efterskolen var de begge en del af skolens musikhold og kor.
Efter opholdet i Lunderskov drog de tilbage til hjembyerne Odense og København, men det tætte bånd holdt. Nikolaj Toftgaard var kontaktgruppelærer for Rosa, men beskriver begge piger som nogle, der gjorde noget godt for fællesskabet.

– Deres tætte bånd er desuden også et glimrende eksempel på, hvad et ophold på en efterskole kan give, siger Nikolaj Toftgaard:

Førstkommende fredag aften vises første af syv liveshows på TV2. Trods manglende elever på skolen i Lunderskov i ferien, så er Nikolaj Toftgaard overbevist om, at både tidligere, nuværende elever og lærere alligevel sidder klar foran skærmene, når de kommer på.
Rosa Skovbjerg Henriksen og Selma Stahr optræder under gruppenavnet ‘Rosel’.

Se også