Genbrugs-butik blev opsagt af Skare før salget

En del af de frivillige fra Brødremenighedens Danske Missions genbrugsbutik på Kongensgade 37 i Christiansfeld.

Det var Skare og ikke de nye ejere af Skares pålægsfabrik i Christiansfeld, der opsagde BDM Genbrugsbutikken i Kongensgade 37 i Christiansfeld. Og der var også et par andre fejl i artiklen i sidste nummer. Derfor gentages teksten her med de rettede oplysninger:

– Det er meget ærgerligt, for nu var vi lige kommet ind i en god udvikling, efter at indretningen fik en kærlig hånd i 2019. De sidste to år har vi haft et stigende overskud, fortæller Poul Starup. Han blev tilknyttet som leder i november 2019.
I 2022 kunne butikken aflevere et rekordstort overskud på 350.000 kr. til BDMs arbejde i Afrika.

Skares pålægsfabrik havde før salget til Delica opsagt genbrugsbutikken. Årsagen var, at Skare selv skulle bruge pladsen. Indtil nu har Skares kun benyttet sig af ca. halvdelen af den tidligere bygge-forretning. Genbrugsbutikken råder alene over 400 kvm.

Kan ikke finde plads

– Vi har allerede undersøgt, om der kunne være andre steder, vi kunne flytte ind i. Men vi har ikke fundet noget, der er stort nok til at rumme alle møblerne. Det skal jo også være et sted, der er isoleret og kan varmes op. Ellers tager møblerne skade. Og det skal helst ligge i byen, fortæller Poul Starup.

– Da vi ikke kan finde noget, føler vi, at det bedste er at give varerne videre til andre genbrugsbutikker, som også forærer overskuddet til missionsarbejde ligesom BDM.
Butikken har eksisteret i henved 10 år. For 3-4 år siden var BDMs genbrugsbutik tæt på at lukke.

Dengang var det svært at få personale, og der var disharmoni mellem de tre BDM-butikker i byen. Butikkens lokaler så nedslidte ud, og tingene i butikken stod hulter til bulter.
Men Poul Starup, som har en fortid som både selvstændig og arbejdsleder, fik sat styr på butikken, og antallet af frivillige voksede til 16. Han er nu 70 år.

Historien

BDM butikken på Prætorius Torvet i Christiansfeld startede for næsten 40 år siden. Senere kom BDM-Genbrug butikken til i en anden butik på Torvet. BDM’ Genbrugsbutik på Prætorius Torvet 7 lukkede maj 2021, hvorefter BDM Butikken Prætorius Torvet 1A overtog lokalerne januar 2022.

I BDM Butikken sælges både genbrug, BDM stjerner i alle størrelser og div. nye gaveartikler.
Daværende generalsekretær i BDM, Svend Søe, startede dengang møbelgenbrug sammen med frivillige. Først stod møblerne i en lade i Industrikvarteret. Senere flyttede møbelgenbrug til det tidligere Davidsens Byggemarked (hvor bygningerne senere blev overtaget af Skare).

Udover butikken på Torvet driver BDM også butik Karibo i Søsterhuset. Det er dog ikke genbrug, men nye ting, man her sælger.

Se også