De forsøger at holde Christiansfeld ren
Der er mange måder at forbedre klimaet på - en af dem er ved at samle skrald ind. Flere og flere hjælper med dette i Christiansfeld; et par af dem er Susanne Andersen og hendes datter Simone Olga på 20 år.
”I dag var det min datter, som skubbede til mig og sagde, at vi skulle ud og samle affald,” fortæller Susanne.
For både mor og datter betyder det meget at passe på klimaet og holde byen ren, ligesom det gør for mange andre. Men nogle gange har de forskellige generationer hver deres indgangsvinkel til problematikken.
”For min datter betyder klimaet rigtigt meget, det jo er hendes fremtid, det handler om.”
Og sådan har mange unge det. Faktisk syv ud af ti unge ifølge en ny rapport, foretaget af FødevareFokus.
”Mine børn er opdraget med det,” fortsætter Susanne at fortælle. ”Hun har haft meget om det i skolen også.”
Men det er ikke kun de unge, som er klimabevidste, ønsker en ren by og samler skrald. Tidligere har denne avis haft en artikel om ægteparret Johanne og Henry Woldemar på 81 og 74 år. To gange dagligt går de rundt i byen og samler skrald, fordi de synes, det er den mest naturlige ting i verden.
Sådan har Susanne det også og uddyber gerne: ”Det ser ikke godt ud, og meget af det, vi finder, tager jo flere år om at blive nedbrudt. Meget af det, som bliver smidt i naturen, er skadeligt for både os og klimaet, men også for det vildt, som vi har i naturen.”
Desuden er de alle enige om, at det ikke gør noget med en ren by.
”Vi har især lagt mærke til, hvor meget der ligger på Allervej og ned ad Arlavej,” siger Susanne.
”På den strækning kører der mange turister, og vi synes, det giver et dårligt indtryk af en smuk by som Christiansfeld, hvis der ligger så meget affald i vejkanten.”
Samtidigt er affaldsindsamlingen en hyggelig måde at være sammen på, fortæller Susanne.
”Simone vil jo gerne, at jeg går med. Det er hyggeligt for os begge.”