’Folk i Hejlsminde’ fylder 25 år

Arrangørerne blev hyldet med gaver.

Der blev onsdag den 22. februar holdt jubilæumsfest for ’Folk i Hejlsminde’, som er blevet populært, takket være lokale ildsjæle.

’Folk i Hejlsminde’ har nu i 25 år holdt musikaftener i Hejlsminde forsamlingshus med forskellige kunstnere. Det er blevet til utallige arrangementer, og mange af musikerne har også spillet flere gange.

– Den 17. februar 1998 inviterede vi for første gang til levende musik i Hejlsminde Forsamlingshus.

Da nu huset stod der og kunne rumme mange gæster, var der nogen, der syntes, at det var en sjov/skør idé. Det har så vist sig at holde. Tak for al jeres støtte gennem årene, det gør det altså lidt sjovere, når der kommer gæster, fortæller Uffe Elvej.

Arrangørerne tæller parrene Uffe & Ingelise, Peter & Lis, Signe & Viktor, og Tage & Stine og Lis & Flemming (som desværre ikke er blandt os længere).

De har været med fra begyndelsen og blev hyldet for deres indsats på jubilæumsaftenen.
Disse ildsjæle har gang på gang stået for opsætning af scene, kaffe, salg af drikkevarer, booking af musikere, holdt styr på antal deltagere og i de sidste år også stået for serveringen af mad, som er leveret fra lokal restaurant, på nuværende tidspunkt Mormors landkøkken i Hejlsminde.

”Folk i Hejlsminde” tog hul på de næste 25 år med besøg af Bente Kure og Leif Ernstsen.

/eng

Læs de friske nyheder hver dag på Fællesavisen.dk
for Christiansfeld, Lunderskov og Vamdrup.

HAR DU EN NYHED?
Ring til webmaster, journalist Sv.E. Brodersen tlf. 2076 1253.