Hjælp til jordskælvsramte i Tyrkiet og Syrien fra loppemarked i Lunderskov
Lørdag d 4. marts åbnes døren for årets første Loppemarked på Rolykkevej 4. Salgsværdien fra dette Loppemarked doneres til jordskælvsramte i Syrien og Tyrkiet.
Lunderskov Y’s Men’s Clubs ledelse vil donere beløbet til Røde Kors Lunderskov, der via Røde Kors Danmark anvender pengene til dem, der har størst behov i de ramte områder.
Røde Kors arbejder sammen med Røde Halvmåne i Tyrkiet og Syrien og har fokus på de mest udsatte grupper – børn, der er blevet forældreløse. Familier, der har mistet en eller flere medlemmer og familier, der er blevet hjemløse. Der uddeles mad og tøj og øvrige fornødenheder akut.
– Røde Kors er meget glad for donationen fra Lunderskov Y’s Men’s Club. Det er flot, at der bakkes så massivt op om at hjælpe i katastrofeområdet, siger Erik Demant, formand for Røde Kors Lunderskov.
Der forventes igen en kø af spændte loppekøbere, når porten hæves kl. 9.00 til det traditionelle loppemarked på Loppegården, Rolykkevej i Lunderskov.
De renoverede haller står stadig flotte med bl.a. Tombolaens fine gevinster og varm kaffe i cafeteriet.
– Hallerne er fyldte med ekstra gode lopper af næsten alle slags, der står klargjort og overskueligt på hylderne, siger Demant og remser op: Møbler til alle husets rum, fint genbrugstøj, et afsnit med kunst og kuriositeter, cykler, havegrej, lamper og diverse TV, højttalere, radio og elektronik, køkkengrej, fine pynteting, glas og porcelæn, billeder, malerier og rammer, tasker, sko og kufferter og masser af CD’er, DVD’er og grammofonplader.
– Der er også rigtig mange ”nye” flotte bøger til ’3 for en tier’ – og en fin samling legetøj, der vil glæde ethvert barn, mener han.
I 2023 vil der herefter være Loppemarked den første lørdag i juni, september og november. På hjemmesiden www.Lunderskov.ysmen.dk kan man læse mere info.
/eng