Advokat Frode lukker kontoret i Christiansfeld og går på pension

På grund af svigtende helbred har Frode Christensen måttet gå på pension.

Advokat Frode Christensen, der fylder 82 år til maj, lukker sit kontor i Christiansfeld pr. 31. marts 2023 og går på pension i forbindelse med deponering af sin advokatbestalling.

Frode Christensen blev cand.jur. fra Aarhus Universitet i sommeren 1967 og blev umiddelbart efter eksamen ansat som fuldmægtig hos Advokatfirma A og Hans Thyssen i Haderslev. Han fik sin bestalling som advokat i 1970 og fik møderet for Landsretten i 1971 og for Højesteret i 1981.

I 1974 blev han optaget som medejer af firmaet samtidig med, at der blev åbnet filialkontor i Christiansfeld med Frode Christensen som daglig leder.
Kontoret i Christiansfeld havde i mange år til huse i ejendommen Lindegade 39, tilhørende Axel Fischer og senere sønnen Iver Fischer, og fra 1988 og til filialen blev lukket i 2015 havde den til huse i Danske Banks bygning i Kongensgade, i mange år på 1. sal og til sidst i stueetagen i det tidligere turistkontor og med Ilse Christensen som sekretær.

Advokaten med de mange adresser

Da advokatfirma Thyssen (ejet af Frode Christensen og Jens Erik Skovvang) i 2007 fusionerede med advokatfirma Buch og Bøje, flyttede man fra rutebilstationen i Haderslev, hvor firmaet havde haft til huse i mange år, til nye lokaler i det gamle sygehus for enden af Storegade i Haderslev.

Nogle år senere flyttede det fusionerede firma til et nybyggeri (Skipperhuset) på havnekajen i Haderslev og derfra til den nuværende adresse på Teaterstien i Haderslev under navnet ”Buch Advokatfirma”.

Arbejdede sammen med datteren

Frode Christensen havde solgt sin andel i firmaet til Susanne V. Andersen kort før fusionen med Buch og Bøje og var derefter lønnet medarbejder til han forlod firmaet i 2016.

Han flyttede på daværende tidspunkt ned til sin datter Marianne Betzer, der havde åbnet kontor i Sønderborg under betegnelsen ”Råd til Advokat” og far og datter samarbejdede i Sønderborg til Marianne udtrådte af dette med udgangen af 2019, og Frode Christensen flyttede ”hjem” til Christiansfeld og med virkning fra 1-1-2020 åbnede kontor på den nuværende adresse Kongensgade 2, hvor han har været sammen med sin sekretær Berit Stelling indtil lukningen pr. 31-3-2023.

På grund af svigtende helbred har han med kort varsel måttet deponere sin bestalling, som han har haft siden 4-9-1970 – altså i mere end 52 år.

Frode Christensen boede fra ”hjemkomsten” til Haderslev i 1967 på forskellige adresser i byen, men har siden 1982 (i mange år sammen med sin kone og to døtre) boet i Hjerndrup på adressen Blindgyden 17, indtil han efter planen engang i nærmeste fremtid flytter til en adresse i Christiansfeld for at nyde sit otium.

/eng

Se også