Vil gendanne historiske fiskedamme
LUNDERSKOV: Lunderskov var tidligere kendt for sine mange fiskeerhverv med de medfølgende fiskedamme i byen og i oplandet. Nu vil Lunderskov Lokalråd søge at genoplive historien om byens storhedstid, hvor fiskeeksport var i fokus
Til denne opgave – med flere – tildeles lokalrådet i år 345.000 kroner fra den såkaldte kommunale centerbypulje, hvor midlerne specielt er øremærket til forskønnelser i centerbyerne.
For fiskedammenes vedkommende i Lunderskov handler det om at genskabe de ellers for længst nedlagte fiskedamme i den smukke Hvidkildeparken i bymidten.
Området betegnes som værende meget attraktivt og udgør også en del af fredningerne af Møllesøen. Derfor er en betingelse fra kommunen for understøttelse af projektet med centerbymidler afhængig af om de nødvendige tilladelser hos fredningsmyndighederne kan opnås.
Ud over penge til genskabelse af de gamle fiskedamme skal pengene også bruges til at styrke og opgradere anlæggene i byen, og til en istandsættelse og opgradering af en meget benytte sti, der går fra Kongsbjerg til Møllealleen, samt til et skilt ved hundeskoven i Dollerup.
Endvidere skal en solcellebelysning langs Drabæks Alle, som Lunderskov Lokalråd tidligere har fået etableret, gennemgås og driftes, så det fungerer optimalt. / sebro
Økonomi:
Skilt til hundeskoven | 15.000 kr. |
Sti fra Kongsbjerg til Møllealleen | 100.000 kr. |
Gennemgang og opgradering af solcellebelysningen ved Drabæks Alle | 100.000 kr. |
Rydning og oprensning ved fiskedammene bag Hvidkilde | 100.000 kr. |
Småprojekter | 30.000 kr. |
I alt | 345.000 kr. |