Et brandgodt kapitel i Vamdrups historie fejrer 75-års jubilæum

Her ses Vamdrups første rigtige brandbil og første brandkorps, klædt på til fest i byen. Billedet er taget ved byen gamle banegård i 1950. (Privatfoto).

 

Af Svend Erik Brodersen
journalist (D))

VAMDRUP: Vamdrup har i år haft sin egen brandstation i 75 år. Jubilæet markeres med en indbudt reception, som finder sted på brandstationen på Jernbanegade fredag den 28 april, og med åbent-hus på lørdag, den 29.04.23 med flere overraskelser for alle byens borgere. Og samtidig markeres at stationens populære nødbehandler enhed har kørt i tyve år. Og indslaget lørdag falder i øvrigt sammen, at det er Børnenes Dag i byen.

I en publikation med hovedtitlen ”På strejftog i et brandgodt kapitel”, som blev udgivet i 1988 ved brandvæsenets 50-års jubilæum kan blandt andet læses, at den egentlige indvielse af byens eget brandvæsen skete officielt den 10. maj 1948. Samtidig blev væsenets første rigtige brandbil også fremvist. Og den var på tiden noget helt særligt. Den kunne nemlig medbringe vand – og det var den gang noget nyt og ukendt – i dag er det jo ganske almindeligt af brandbilerne har vand med, når der rykkes ud.

 Den første brandbil

Vamdrups første rigtige brandbil var i øvrigt en Opel Blitz, med påhægtet motorsprøjte,  som var efterladt af tyskerne efter 2. Verdenskrig på Flyvestation Skrydstrup.

Men forinden den officielle indvielse havde byen allerede i det beskedne i 1947 ”tyvstarter” lidt sit eget brandvæsen. Det hele blev sat i værk af daværende medlem af sognerådet, købmand A. Lundgaard, og brandfoged, direktør Juhl Jørgensen, Vamdrup Korn- og Foderstof. Før den tid havde sognerådet kontrakt med Falcks Redningskorps i Kolding om brandslukning.

Da sirener hylede til brand

Det var tiden, når den såkaldte ”røde hane” varslede ildløs i sognet – senere kommunen – så hidkaldtes byens brandsvende til brandstationen ved lyden af to hylende sirener, som sad på taget af kommunekontoret – nu bibliotek  – og på toppen af korntørretårn ved foderstofforretningen på Østergade .

Sirenerne kunne høres over hele byen. De kunne sættes i gang af personalet på den daværende døgnbetjente telefoncentral i Vestergade. Og når den højlydt kaldte til brand, var noget af en begivenhed i byen. For det var ikke alene brandfolkene, der ildede til brandstationen. Det gjorde også et stort antal af byens borgere – og mange af dem fulgte af nysgerrighed efter sprøjten til brandstedet.

Byens første ”rigtige” brandstation med plads til kun én bil blev indrettet i en sidebygning til kommunekontoret. Første i 1975 kunne der rykkes ind i større og bedre lokaler, nemlig i et nedlagt mekanikerværksted på Jernbanegade 3 – den nuværende brandstation.

Undervejs i brandvæsenets historie er materiellet og bilparken løbende udskiftet, så der er fulgt med tiden og lever fuldt til op til de krav, der løbende stilles til et moderne og effektivt brand- og redningsvæsen.

 

Har kun haft tre ledere

Byens brandkorps bestod fra starten hovedsageligt af håndværksmestre fra byen – suppleret med deres svende.  Mens brandvæsnet var selvstændigt, har gennem tiden kun haft tre ledere. Byens første brandinspektør var Juul Jørgensen. Dernæst fulgte Ejner Nielsen, og eventyret som selvstændigt kommunalt brandvæsen – før sammenslutningen med Kolding – sluttede med beredskabschef Ole Laursen ved roret.

Ved kommunesammenlægningen med Kolding 1.  januar 2007 blev Vamdrup Brandvæsen en del af Kolding Brandvæsen og ledelsen overgik dertil. Og fra 2016 blev brandvæsnet i Vamdrup en del af det nyoprettede mellem kommunale brandvæsen, Trekantområdets Brandvæsen.

Og sådan er det også her i jubilæumsåret, hvor byens brandvæsen, med deltagelse af et antal engagerede deltidsansatte brandmænd – i bogstaveligt forstand rigtige ildsjæle og moderne materiel med John Boleck som stationsleder, står til rådighed for borgerne med hjælp, når uheldet er ude.

Brandvæsenets har i dag mange opgaver. En af de seneste, der er kommet til, er frigørelse af fastklemte personer ved trafikulykker.

Redder liv

I forbindelse med jubilæet markeres også, at byens populære nødbehandlerenhed har betjent borgerne med hurtig hjælp i tyve år.

Nødbehandlerenheden blev sat i værk som et ganske unikt tiltag, men som siden har med Vamdrup som forbillede bredt sig rundt om i landet.

Nødbehandlerenheden er betjent døgnet rundt af to specialuddannede brandmænd som på skift med andre kolleger står klar til at rykke ud med øjeblikkelig professionel førstehjælp i lokalområdet ved alle 112-ambulanceopkald – og det har reddet liv!
Vi ønsker brandvæsenet i Vamdrup tillykke med de to jubilæer.

Se også