Voldsom brand lagde i historisk bygning i ruiner
VONSBÆK: Den gamle flotte restaurerede stationsbygning i Vonsbæk, nu institution for unge, blev tirsdag aften ramt en voldsom brand. Kulsort røg og flammer væltede i store mængder ud fra taget. Brand og Redning Sønderjylland station i Fjelstrup – Fjelstrup Frivillige Brandværn – blev tilkaldt for at bekæmpe ilden. Senere kom flere brandværn til.
Da der på tidspunktet befandt sig flere mennesker i den brændende bygning, blev der også rekvireret ambulancer til stedet. Men heldigvis kom de alle uskadte ud, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Den brandramte bygning ligger ved Vonsbækvej, hvor bivejen Gydemosevej støder til. Bygningen er oprindeligt opført som station i 1899 for den nu for længst nedlagte Haderslev Amts Jernbaner ”Æ Kleinbahn” strækning fra Haderslev til Christiansfeld.
Påsat af mindreårig dreng
VONSBÆK: En mindreårig dreng blev efter branden i Vonsbæk tirsdag aften tilbageholdt som mistænkt for brandstiftelse. Drengen var anbragt på institutionen. Politiet havde allerede fra starten den mindreårige dreng mistænkt for at have påsat branden på 1. sal, og det blev bekræftet under en afhøring onsdag:
– Sagen er nu fuldt opklaret. Branden er 100 procent sikkert påsat, siger politikommissær Ole Rahbæk Thomsen fra Syd- og Sønderjysk Politi til Jv.dk.
Både politiet og jurister arbejder dog videre med sagen, da den nok ender i Ungdomskriminalitetsnævnet, så der kan tages stilling til, hvor drengen skal opholde sig og hvilke andre tiltag, der skal være omkring ham. Da han er under 15 år, kan han ikke straffes med fængsel.
Politiet ønsker ikke, at oplyse drengens nøjagtige alder, eller hvad hans motiv til ildspåsættelsen var.
Vonsbæk Station er et socialpædagogisk opholdssted for unge i alderen 12-18 år. De øvrige beboere på institutionen er nu flyttet, da bygningen er ubeboelig.
Fire brandværn i aktion
Fire brandværn rykkede i løbet af aftenen ud for at slukke ilden. Det tog et par timer at få den under kontrol, men da var der ikke meget tilbage af den flotte bygning. Først ved 7-8-tiden onsdag forlod de sidste brandmænd stedet.
Kriminalteknikere fra politiet og eksperter fra Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut (DBI) er gået ind i en nærmere undersøgelse i brandtomten, og om hvad der er sket i tiden inden branden opstod. / seb