6000 små ål blev sat ud ved Hejlsminde

Hans Bomberg med nogle af de små ål, der nu svømmer rundt i Lillebælt.

Tirsdag eftermiddag den 29.8. udsatte medlemmer af Dansk Fritidsfiskerforbund 1.7 millioner åleyngel rundt om i landet for at hjælpe bestanden, der har været i stærk tilbagegang i mange år.

Også nede på Hejlsminde Havn mødtes to lokale medlemmer med åleopdrætter Mogens Larsen fra Ødis, to ansatte fra Fiskerikontrollen samt Hans Bomberg, kasserer i Sønderjysk Fritidsfiskerforening.

Mogens Larsen medbragte flere bakker med i alt 6.000 stykker åleyngel, der efter kontrolvejning blev sejlet et stykke ud og spredt i Lillebælt. Ålene var omkring 12 cm lange med en gennemsnitsvægt på cirka 3,5 gram.

Ålene forsvandt
Før i tiden rummede Hejlsminde Nor og tilløb en fornem ålebestand, men på grund af voldsom overfiskning efter åleyngel (glasål) ude i Atlanterhavet på vej fra gydepladsen til Nordeuropa og den forøgede bestand af danske skarv, er den nuværende danske ålebestand kun få procent af tidligere tiders.

Bådejer Svend Boisen og Poul Thomsen stod for transport og udsætningen.

Dansk Fritidsfiskerforbund har derfor i mange år forsøgt at hjælpe bestanden med udsætninger, der administreres af DTU Aqua i Silkeborg.

(DTU Aqua er en afdeling af Danmarks Tekniske Universitet. DTU Aqua udfører forskning, rådgivning og uddannelse på universitetsniveau og bidrager til innovation inden for bæredygtig udnyttelse og forvaltning af akvatiske ressourcer. /Red.)

Udsætningen finansieres 50 % af det obligatoriske fisketegn og 50 % af staten fortæller Hans Bomberg fra Sønderjysk Fritidsfiskerforening, der tæller ca. 200 medlemmer.

Så ser det ud, når tusindvis af yngel ikke kan vente med at smage friheden i Lillebælt.

 

Se også