Byråds-politikere undgik borgermøde i Taps
Kun Molle Lykke Nielsen, DF, var mødt op, da forældrerådet i Taps Børnehave torsdag samlede borgerne til protest mod lukningen. – Besparelserne på Taps’ Børnehave og ældreområdet er helt unødvendige. Kommunen hober for mange penge op i banken, siger Molle.– Besparelserne på Taps Børnehave og ældreområdet er helt unødvendige. Kommunen hober for mange penge op i banken, siger Molle.
– Det er ikke foregået på en ordentlig måde.
– Beslutningen kom pludselig, som om den bare skulle hastes igennem.
– Der er noget lysky over måden, det foregår på.
– Hvorfor bygger man en ny stor institution i Vonsild, samtidig med at man vil lukke vores?
– Hvorfor skal alting samles i Kolding?
Det var nogle af de kommentarer, der kom frem på borgermødet i Taps’ gamle skole torsdag aften.
Forældrerådet i den børnehave, som kommunen vil lukke, havde i al hast indkaldt til møde for at prøve at redde byens eneste institution.
– Da politikerne lukkede vores skole, sagde de, at børnehaven aldrig ville lukke. Nu lukker de den, bemærkede en borger.
Baggrunden for mødet var, at Kolding kommunes embedsmænd har lagt op til, at Taps børnehave skal lukke. Derved kan der spares 400.000 kr. på næste års budget og 745.000 kr. i hvert af de kommende år.
Børnehaven har kun 20 børn, selv om der er plads til 40 børn. Dermed er det kommunens mindste børneinstitution.
Men netop den lille institution er grunden til, at en del forældre udefra har valgt Taps. Nogle børn fungerer ikke godt i store institutioner. Og ifølge forældrerådet bruger kommunen også at henvise børn med særlige behov til Taps, selv om det ikke er en specialbørnehave.
Faktisk er kun 5 af børnene fra Taps by. Det betyder samtidig, at en del forældre i Taps har valgt andre institutioner.
Forældrene tilstede udtrykte stor tilfredshed med den lille børnehave. På mødet blev der også henvist til en undersøgelse, hvor Taps skulle ligge i toppen som den næstbedste i hele landet. Men rapporten er ikke blevet offentliggjort.
Demonstration foran rådhuset
Molle Lykke Nielsen (DF) havde som eneste byrådspolitiker taget imod invitationen til borgermødet. Han lovede, at partiets 2 byrådsmedlemmer ville stemme imod en lukning.
Imidlertid gik repræsentanter for alle de andre partier – fra SF, S, R og V – ind for en lukning i B&U-udvalget.
Forslaget skal nu til 1. behandling i byrådet, hvor Molle forudså, at det vil blive vedtaget af flertallet.
Bestyrelsen havde fået at vide, at dette byrådsmøde ikke var åbent for offentligheden. Men alle byrådsmøder skal være offentlige af hensyn til demokratiet. Så nogle borgere i Taps besluttede at møde op og protestere ved rådhuset tirsdag aften. (Da avisen skal trykkes tirsdag eftermiddag, kunne vi desværre ikke fortælle om denne demonstration eller om byrådsmødet, red.)
Unødvendig spareiver rammer børn og ældre
– Der tales meget om, at der kan spares ved at lukke en lille børnehave. Men i sammenligning med, at kommunens budget er på 6.5 milliarder, er det en lille udgift, sagde Molle, der mente, at kommunen nemt kunne få større udgifter, hvis børnene ikke trivedes i andre institutioner.
Han mente heller ikke, at der var et påtrængende behov for at spare:
– Under den tidligere borgmester sagde man, at kommunen altid skulle have 200 mio. i
banken. Nu siger man, at vi skal have 400 mio. i banken.
Men selv om man så accepterede de forslag, vi i DF er kommet med, om IKKE at spare på hjemmehjælp, Taps børnehave m.m, så vil der fortsat være en kapital på over 700 mio. kr. i banken. Så der er slet ikke behov for at spare en lille institution væk, som har nogle ressourcer, vi faktisk har brug for, argumenterede Molle.
En borger foreslog, at Taps fandt sammen med andre mindre byer om at kæmpe imod den centralisering, der sker på alle områder.
– Nogle partier handler imod deres egne partiprogrammer, mente hun.
SIDSTE NYT: Flertallet i Kolding Byråd lukkede Taps Børnehave på byrådsmødet mandag.