Rejsegilde på 21 moderne rækkehuse i Ødis
Både ødisborgere og håndværkere kom til pølser og festtaler, da der var rejsegilde på AAB Koldings nye rækkehuse i Ødis.
AAB Kolding opfører 21 forskellige familieboliger. Byggeriet af det kommende Krohaven er nu så langt, at AAB Kolding torsdag den 31. august holdt rejsegilde med bl.a. en begejstret borgmester Knud Erik Langhoff (K).
– Det er en fornøjelse at se, hvordan det skrider frem herude. Jeg var ude at gå en tur med nogle unge mennesker fra skolen for nogle få dage siden, og jeg kan allerede se forandringer, siden jeg var her. Det bliver rigtigt godt for Ødis med denne nye bydel. Ødis er et af de mest velfungerende landsbysamfund i Kolding Kommune. Det er et sted, hvor man har et stærkt fællesskab, og hvor man kender hinanden. Der sker mange ting, og her passer Krohaven godt ind. Her kan man bo, selvom man er helt ung, lidt yngre, lidt ældre eller ved at være gammel. Om man har børn eller ej, og om man er single eller i parforhold, sagde borgmesteren og tilføjede:
– Tak til AAB Kolding, fordi I har taget initiativ til at bygge i Ødis. Det er 21 flotte boliger. Jeg håber virkelig, det bliver en succes for alle.
– Som almen boligforening er vi glade for at kunne bidrage til udviklingen af landsbyerne omkring Kolding, og vi føler os godt modtaget her i lokalsamfundet. Så tak for det, og tak til kommunen for godt samarbejde. Også tak til håndværkere og samarbejdspartnere for godt og veludført arbejde indtil nu, sagde Karl-Jørn Petersen, formand for AAB Kolding og udråbte et trefoldigt hurra for bebyggelsen og de kommende beboere.
Derefter var der pølser samt et smugkig på boligerne, hvilket mange ødisborgere benyttede sig af.
– Det er fint arrangement, og jeg er helt vild med den bolig der, den er knaldgodt indrettet. Vi har været forbi og kigget ind ad vinduet, så det var godt at komme helt ind og kigge i dag, sagde en af de lokale fremmødte.
Den nye Krohaven er beliggende i den sydlige del af Ødis på østsiden af Ødis Sø. Rækkehusene bliver med 2-3-4 værelser på hhv. 85 m2, 93 m2 eller 97 m2 med praktiske løsninger, som tilgodeser en moderne livsstil for alle aldre.
Boligerne administreres og udlejes af administrationsselskabet Bovia, hvor man allerede oplever interesse for boligerne.