99-årig kvinde døde efter vold af mandlig beboer på plejehjem

Kongebrocentret i Christiansfeld.

Den 74-årige demente mand, som lørdag udsatte en 99-årig kvinde på plejehjemmet Kongebrocentret i Christiansfeld for vold, så hun døde af sine kvæstelser, blev mandag fremstillet i grundlovsforhør og fængslet for foreløbig fire uger.

Læs artiklen fra JV her

Manden er selv beboer på plejehjemmet Kongebrocentret. Han er sigtet for ”legemsangreb under særdeles skærpende omstændigheder begået d. 9 december”.

Der var tale om slag, spark og skub af særlig rå og brutal karakter, hvorved hun omkom om søndagen efter operationen lørdag.

Kom ind på værelset

Episoden skete tidligt lørdag morgen mellem kl. 6.30-7.00. Ansatte på plejehjemmet fandt nemlig kvinden liggende udenfor sin stue ca. kl. 7.

Ifølge anklagerens redegørelse ved grundlovsforhøret, som gengives i JydskeVestkysten, var kvinden i stand til at fortælle, hvad der var sket.

Kvinden forklarede, at manden befandt sig på hendes værelse, da hun kom ud fra toilettet. Hun havde bedt ham sætte sig, og da han ikke ville det, havde hun bedt ham om at gå, da han åbenbart var gået forkert.

Herefter blev den demente mand vred og overfaldt den 99-årige kvinde. Han greb fat i den spinkle kvinde og kastede hende hen over sofabordet. Da hun ikke kunne rejse sig på grund af smerter, greb han igen fat i hende og førte hende udenfor lejligheden.

Her blev hun kort tid efter fundet af personalet, som alarmerede politiet, selv om kvinden ikke ønskede en anmeldelse, fordi ”han ved jo ikke, hvad han gør”.

Brækket næse og hofte

Kvinden blev sendt afsted med en ambulance til Kolding Sygehus.

Det viste sig nu, at kvinden havde en brækket hofte og en brækket næse, ligesom hendes skulder var gået af led. Hun havde også mange blå mærker på arme, ben og i ansigtet efter den voldsomme behandling.

På Kolding Sygehus blev kvinden lørdag behandlet og opereret. Umiddelbart så det ud til, at den åndsfriske kvinde ville komme sig over kvæstelserne. Hun led ikke ellers af alvorlige sygdomme, men var blot lille og undervægtig. Men søndag morgen opdagede en laborant, at kvinden var død i løbet af natten.

Nægter sig skyldig

Den 74-årige voldsmand blev mandag kl. 14 fremstillet for en dommer i grundlovsforhør.
Her nægtede han sig imidlertid skyldig i sigtelsen og nægtede også at udtale sig – måske efter råd fra sin beskikkede forsvarer.

Dommeren varetægtsfængslede den 74-årige demente mand i surrogat – dvs. på en retspsykiatrisk afdeling i foreløbigt fire uger, mens sagen nærmere undersøges. Mandens forsvarer har kæret dommerens afgørelse til landsretten og ønskede vedkommende løsladt.
Det skal Vestre Landsret nu tage stilling til.

LÆS OGSÅ: Mand var tidligere kommet ind på stuen

Se også