Lokomotivfolket lukker for dampen og stopper kørsel med veterantog

Hermed har egnen mistet en populær turistattraktion.

Det gamle, nostalgiske damplokomotiv TKVJ Nr. 12 er sat på pension. Foto: Sv.Erik Brodersen

LUNDERSKOV: Folkene bag veterantogsklubben, Sydjyllands Veterantog, som har base i den gamle DSB-remise i Lunderskov, har kastet håndklædet i ringen.

Klubbens gamle, nostalgiske damplokomotiv TKVJ Nr. 12 er sat på pension, og det betyder, at der er kørt med veterantog ud fra Lunderskov for sidste gang.

Klubben har netop holdt generalforsamling, og her blev det besluttet at ned-lægge klubbens driftsafdeling. Og det betyder totalt stop for kørsler med det gamle veterantog, lyder det fra klubben. Årsagen angives at være mangel på frivillig arbejdskraft til at foretage de nødvendige vedligeholdelser på lokomotivet. Og så har tårnhøje priser på kul og mangel på folk til bestyrelsen også spillet en rolle.

Det gamle damplokomotiv, der trækker veterantoget, står netop over for et større lovpligtigt eftersyn, som kræver meget arbejde, og det er der ikke længere medlemmer nok til at udføre, lyder det videre.

Klubben fortsætter dog ind til videre som en slags hyggeklub for jernbanenørder, og hvor en lille gruppe medlemmer fortsat ufortrødent agter at gribe til værktøjet med henblik fortsat restaurering af det gamle, historiske jernbanemate-riel i remisen i Lunderskov, som foruden lokomotivet også består et antal nostal-giske personvogne med åbne endeperroner og træsæder.

Ældste af slagsen

Klubbens vedtægter kræver imidlertid ved nedlæggelse beslutning på to efterfølgende generalforsamlinger. Det betyder, at der inden for tre måneder vil der blive indkaldt til ekstraordinær generalforsamling, hvor den endelige beslutning om nedlæggelse af driftsafdelingen – og dermed også stop for veterantogskørsel – skal træffes.

Klubben hører til blandt de ældste af slagsen her til lands. Den blev startet først i 1960’erne af fire unge, lokale jernbanenørder under navnet Kolding Lokomotiv Klub (KLK).

De første penge til indkøb af historisk jernbanemateriel blev anskaffet ved kørsler med dampveterantog på den for længst forsvundne privatbane, Troldhede–Kolding–Vejen Jernbane (TKVJ). Det blev også fra denne bane, det første materiel blev anskaffet og her også det gamle, flotte damplokomotiv fra 1916, TKVJ Nr. 12.
46 år gennem Grejsdalen

Med standsningen af veterantogskørslen forsvinder også en populær turist-attraktion fra egnen. Det gamle veterantog har fx i 46 år hver sommer i røg og damp kørt gennem Grejsdalen på den smukke DSB-strækning mellem Vejle og Jelling.

Men i 2022 var det også slut. Et nyt signalsystem skubbede toget af banen. Lokomotivet kunne ikke leve op til de tekniske krav i systemet.

Senest er der forsøgt kørsel i sommertiden og op til jul på veteranbanen mellem Vojens og Haderslev. Men med lukningen i Lunderskov betyder det, at det også er slut for kørsel med dampveterantog på denne strækning.

Se også