Historien om den unge landmand, der byggede sit eget slot
Asholm Slot blev bygget i 1988 af Jens Dinesen, der blev velhavende på en opfindelse til måling af korns fugtighed.
Jens Dinesen voksede op på Højrupgaard ved Lejrskov, hvor hans mor for nylig er død.
Med indtægterne fra sin opfindelse byggede Jens Dinesen et moderne slot i gammel stil ved Lejrskov. Slottet kan ses fra motorvejen mellem Kolding og Lunderskov. Indvendigt er det topmoderne og luksuriøst.
Dinesen giftede sig med kosmetologen Heidi Sommer, og de ejede i 90’erne udover Asbølholm Slot også Rosenskjold Slot på Vestfyn og til sidst Bjørnemose Gods på Sydfyn.
Ægteskabet endte efter syv år med en skilsmisse i 1998. Parret var uenige om fordelingen af formuen på 300-400 millioner.
I krigen om millionerne gik Heidis advokat, Jens Sejerøe-Olsen, så vidt, at han sammen med to andre kidnappede Jens Dinesen.
”Under spisebordet er gemt tre personer, som springer op. Jens Sejerøe-Olsen siger: ’Nu er det slut, Jens’. Jeg råber på nåde over for fru Sejerøe-Olsen, men hun går bare væk. Bortførerne har handsker på, men ikke masker. De bagbinder mig og binder mig på fødderne, hvorefter jeg bliver smidt ud i min egen varebil, en stor amerikansk varebil,” har Dinesen tidligere fortalt til finans.dk.
Advokaten kørte Dinesen til en øde plantage ved Vorbasse. Her forsøgte han at bedøve Dinesen med æter, men det lykkedes dog Dinesen at slippe fri fra en uvis skæbne. Advokaten fik efterfølgende et års fængsel for bortførelse og vold.
Men striden fortsatte.
I 2001 blev Jens Dinesen dømt til at betale Heidi Sommer 100.000 kroner og fik 40 dages betinget fængsel for at have beskyldt hende for mordforsøg. Heidi Sommer fik derimod en ubetinget dom på 60 dages fængsel, da hun blev dømt for at lyve i retten, hvor hun havde fortalt, at Jens Dinesen havde truet hende med et jagtgevær. Senere blev hun dog frifundet i denne sag.
Efter 18 års strid om millionerne afgjorde Højesteret i 2016, at Jens Dinesen skulle tilbagebetale Heidi Sommer 6,7 millioner kr. samt ti års procesrente som erstatning for uberettiget at have overtaget Bjørnemose Gods, der egentlig var tilfaldet Heidi Sommer.
Jens Dinesen er nu 64 år og bor i det mondæne Cannes i Frankrig. Herfra driver han flere ejendomme og virksomheder.
Allerede i 2006 solgte han slottet til den sjællandske forretningsmand, Filip Dyvekær, der ejede Sommerland Sjælland, et halvt dusin Aldi-forretninger foruden en del ejendomme i Odsherred.
I 2012 blev det overtaget af den tidligere landmand Hans-Axel Pedersen, Ødis, der nu driver det som udlejning til flere.