Museum Kolding mister halv mio.på ny reform
Kunstmuseet Trapholt og museet på Koldinghus får flere penge, men Museum Kolding får 400.000 kr. mindre i statstilskud.
Det er resultatet af den nye museumreform, som regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti har gennemført.
Idéen med reformen er at skabe større gennemsigtighed om de offentlige midler til museerne.
At Museum Kolding får færre penge, rammer også Skamlingsbanken og UNESCO-byen Christiansfeld.
Kunstmuseet Trapholt vil fremover få 3,7 millioner kroner i stedet for 2,3.
Koldinghus får også en merbevilling sammen med Kongernes Samling, mens Museum Kolding altså mister 0,4 mio. kroner, hvilket er en ret stor andel ud af det tidligere tilskud på 2,4 millioner kroner.
– Vi har kæmpet, for at der sker en mere retfærdig fordeling af midlerne, så vi også understøtter nogle af de gode ting, der løfter provinsen. På den led er vi tilfredse med, at Trapholts og Koldinghus position styrkes, men vi er kede af, at Kolding Museum mister, forklarer landdistriktsordfører Karina Lorentzen, SF, der er valgt i Kolding-kredsen.
Det tæller i tilskuddene, hvis museerne er gode til at tiltrække børn og unge.
Men Museum Kolding har faktisk satset på børn og unge ved sine arrangementer.