SF i Kolding sender Søvndal på vej til EU
Der er åbent hus i det grønne med kaffe og kage i Samlingspunktet i Seest 1. juni kl. 11-13. Grunden er, at SF sender det tidligere byrådsmedlem Villy Søvndal afsted på hans EU-turné.
Men arrangementet er åbent for alle, og SF håber mange vil give Villy gode råd med på vejen.
– Jeg tror, der er flere end os i SFs partiforening, der har lyst til at sige tak for godt samarbejde og held og lykke med valget. Så derfor inviterer vi til denne lidt utraditionelle afskedsreception, som vi har kaldt ”Åbent hus i det grønne”, fortæller formand Lis Ravn Ebbesen.
– EU-valget er fantastisk vigtigt af sikkerhedspolitiske grunde, og derfor er der brug for Villys erfaring og netværk fra hans tid som udenrigsminister, siger Lis Ravn Ebbesen.
– Med krig i både Ukraine og Gaza ser verden pludselig helt anderledes ud. Der er brug for, at et stærkt EU står sammen – især med de toner, der kommer fra Trump.
Så ligeså kede vi er af at sige farvel til Villy i Kolding byråd, ligeså sikre er vi på, at hans erfaring som tidligere udenrigsminister kan bruges i EU, siger Lis Ravn Ebbesen, som gerne vil have tilmeldinger til kaffe og kage på ravn68@outlook.dk inden 22. maj.