Frørup fejrede nye bænke med is og champagne
Frørup og Omegns Borgerforening holdt søndag et improviseret arrangement med champagne til de voksne og is til børnene for at fejre, at den lille by i weekenden har modtaget borde/bænkesæt og nyt fodboldmål til byens sportsplads.
Fra Kolding Kommunes landsbypulje har Frørup og Omegns Borgerforening nemlig modtaget penge til seks borde/bænkesæt og et nyt fodboldmål.
Det blev fejret søndag, efter at bordene var blevet foreløbigt placeret på byens sportsplads. Sportspladsen benyttes ofte af de unge fra byens gårde, men også af byens faste dagplejer gennem mange år. Derudover bruges sportspladsen også til årets Skt. Hans fejring.
Udsigt til blomster
Et af borde/bænkesættene er placeret ved Frørup Kirke, så evt. besøgende til kirken eller forbipasserende kan sidde og nyde udsigten til den smukke og velholdte landsbykirke, men også nyde den blomstermark, som er på vej med bl.a. donation af frø fra projektet ”Lad Kolding Kommune blomstre”.
Blomstermarken hænger i øvrigt fint sammen med flere ”naturprojekter” midt i landsbyen, som er etableret af flere af byens landmænd. Borgerforeningen vil gerne arbejde hen imod flere grønne projekter i området, så de lokale kan få mulighed for at gå længere ture og nyde naturen i og tæt på byen.
Ønsker legeplads
– Borgerforeningen håber, de nye borde-bænkesæt og fodboldmål vil blive flittigt brugt, og glæder sig over, at kommunen i år har prioriteret landsbyen og arbejdet for større fællesskab i den lille by og dermed mulighed for flere aktiviteter, siger Malene Bisserup, der er næstformand.
– Borgerforeningen er taknemmelig for opbakningen og håber på, at det næste, som kan etableres, er en lille legeplads for byens børn.