Iben vil ikke forsøge at udfylde Villys sko

Iben Lehmann Rasmussen (tv) er her sammen med formanden for SF Lis Ravn Ebbesen. Foto: Ulla Asmussen

SF har valgt Iben Lehmann Rasmussen som spidskandidat til det kommende kommunalvalg i Kolding efter Villy Søvndal, som blev valgt til EU Parlamentet.

“Byrådsarbejde og politik generelt er for mig en holdsport, og derfor er det dejligt at kunne stille med et fuldt hold til kommunalvalget i 2025. Foruden mig selv genopstiller både Jørn Chemnitz, Hans Holmer og Susanne Stenstrop Thorsen,” fortæller den nyvalgte spidskandidat.

Iben Lehmann Rasmussen understreger, at hendes mission ikke er at være den nye Villy, men at være den, hun er, og tage det med, hun står for: ordentlighed, stærke fællesskaber, næstekærlighed og solidaritet. Værdier, der er og stadig vil være styrende for hendes arbejde som spidskandidat.

“Vi skal skabe gode bæredygtige løsninger, ikke problemer,” siger Iben. “Jeg er allerede trukket i arbejdstøjet, og mit håb er, at alle partier seriøst vil gå ind i forhandlingerne og finde løsninger, fremfor at skabe utryghed, vrede og forvirring. Min hånd er rakt ud til samarbejde, for min oplevelse er, at borgerne forventer, at vi finder løsninger sammen.”

“Det handler om at tage ansvar for Kolding og vores fælles fremtid. Og så handler det om mennesker, og mennesker skal behandles ordentligt,” tilføjer Iben.

LRE/Henri.

Se også