Sommerfest i Hejlsminde
Det er ikke kun i Kolding Centrum og på Kolding Havn, musiklivet blomstrer. Atter lægger de skønne strande ved Hejlsminde område til Danmark Dejligst Musikfestival den 6. juli kl. 12-24.
En række musikgrupper gæster havneområdet og giver hver i sær en musikalsk fornøjelig stund med kendte og mindre kendte numre i en skøn blanding af pop, rock, blues og folk – så der er noget for enhver smag.
Festlighederne åbnes med HipSomHap med de to skønne rappere Anna Spejlæg (Anna Bukh Jakobsen) og Johnny Ligeglad (Andreas Seebach), som har taget de helt unge musikelskere til sig og har specialiseret sig i rap for børn.
Udover andre aktiviteter for børn vil man også kunne møde cirkusprinsessen Katja Enoch kl. 14.00. Familien Enoch, der er lokalt forankret i Hejls, var jo bag Cirkus Dannebrog, der havde sin glansperiode i starten af 00’erne, men indstillede virksomheden efter nogle hårde år i midten af 2010’erne. Isabella Enoch er dog stadig aktiv med cirkus Trapez – og Katja fører gæsterne på Danmark Dejligst festivalen ind i cirkusverdenens magiske artisteri.
Trioen Kløver, der består af tre gamle venner, som er gået sammen om at give publikum en gang pop, der berører ungdommen, kærlighed, nostalgi, sex og livets forvirring. Gennem deres musik viser de tre, hvordan dansksproget musik kan lyde og føles.
Sidst på eftermiddagen dukker en lokal kending op. Midt Om Natten, der har rod i Koldingområdet, har eksisteret i en årrække og har baseret deres succes på deres repertoire med Kim Larsens velkendte musik med sange fra Gasolintiden frem til de senere år. Bandet, der er et af de mere anerkendte ”Larsenbands”, er efterspurgt over hele landet – nok netop fordi bandet har været i gang så længe og jo var på banen, allerede mens Larsen selv var aktiv.
Aftensmaden kan nydes på havnen i en af de mange boder, hvorfra der er servering af såvel fast som flydende. Og hertil spiller Rune Robert Friis & Built For Comfort Feat, der leverer internationalt rost bluesmusik med navnkundige Uffe Steen på guitar. Bandet, der har sine rødder på Haderslev-kanten, henter også elementer fra soul, R&B og rock og giver en god stemning til de, der har valgt at indtage deres Streetfood på havnen i Hejlsminde.
De efterfølges af Die Herren, der leverer forrygende U2 musik. Med 80-90 koncerter om året leverer dette københavnske kopiband et par skønne timer, inden aftenen sluttes af med Båndsalat, der leverer et festfyrværkeri af de seneste hits fra de sidste 5 årtier, serveret i et underholdende og medrivende show med masser af karisma, medrivende spilleglæde og med et glimt i øjet får enhver ud på dansegulvet.
Danmark Dejligst Musikfestival afholdes for 3. gang og er vel nok den eneste i landet, hvor der er gratis entre.
Th. Lundøe.