Det skal være slut med alle de afslag
Nu bliver det lettere at være bruger af kompressionshjælpemidler i Kolding, og det gør mig glad.
Jeg har nemlig fået flere henvendelser fra borgere, som synes, det er blevet alt for svært, efter en afgørelse fra Ankestyrelsen har vendt op og ned på kommunal praksis.
Afgørelsen har medført, at kommunen har måttet give betydeligt flere afslag end tidligere på kompressionshjælpemidler, som bl.a. bruges af borgere med lymfødemer og lignende senfølger af kræftbehandling.
Efter afslagene er mange af disse borgere desværre endt i en situation, hvor de har måttet undvære deres hjælpemidler, hvilket kan lede til alvorlige helbredstilstande og meget forringet livskvalitet.
Det kan vi ikke være bekendt. Derfor har vi i Koldings Seniorudvalg bedt forvaltningen udarbejde en ny procedure, der igen vil give borgerne mulighed for hurtigt og effektivt at få bevilget kompressionshjælpemidler. Det skal være slut med alle de afslag.
Jeg har fuld tillid til, at kommunens medarbejdere på området hidtil har handlet fagligt korrekt inden for rammerne af Ankestyrelsens afgørelse. I praksis har det bare ikke fungeret, og derfor vælger vi nu at ændre tilgang.
I SF mener vi, at et samfund skal kendes på, hvordan det behandler dem, der har brug for hjælp. Nu er hjælpen nær, og det glæder mig på vegne af dem, der mangler den.
Susanne Stenstrop Thorsen,
byrådsmedlem og medlem af Seniorudvalget for SF,
Tvedvej 50, Kolding