Buledoktor i Vamdrup ordner Bilka-buler

Rekordmange bilreparationer: Vi fik udbedret over 415.000 bilskader i 2023. Det er en stigning på 12,5 % på fire år. Og en stor årsag er de alt for smalle parkerings-båse

Hos Buledoktor i Vamdrup trækker man bulerne ud. Det sparer penge.

Vores biler bliver større, men det gør parkeringspladserne ikke, og det giver travlhed på et værksted i Vamdrup, der har specialiseret sig i netop Bilka-buler.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik var 57 procent af danskernes nye familiebiler i 2023 en SUV (Special eller Sport Utility Vehicle). En SUV er højere og bredere end andre biler – nogle næsten to meter i bredden. Men mange parkeringspladser er fortsat kun 230 centimeter brede som anbefalet frem til 2012. I dag anbefaler man 250 centimer pr. p-plads.

De få centimeter giver betydeligt flere parkeringsskader – også kendt som Bilka-buler. Det oplever man hos Buledoktor i Vamdrup, hvor man har specialiseret sig i netop den type skader.

– Vi håndterer rigtigt mange parkeringsskader, og vi har bestemt kunnet se, at der er kommet flere af dem de senere år i takt med, at bilerne er blevet større, lyder det fra Mogens Christiansen, der er direktør hos Buledoktor.

– Særligt, efter at SUV’en er blevet så populær, er der flere, der får banket døren ind i siden på bilen ved siden af. Der er jo ganske lidt plads at arbejde med, når en bil på næsten to meter i bredden skal ind i en almindelig parkeringsbås.

Buler kan repareres uden lakering

– Ved mange af de traditionelle reparationsmetoder bruger man spartelmasse, lakering eller udskiftning af dele, når bilen har fået en bule, og det kan både forringe værdien af bilen, men det sviner også langt mere end nødvendigt i CO2-regnskabet, siger Mogens Christiansen.

– Syv ud af ti Bilka-buler kan repareres ved smart repair som eksempelvis PDR, som står for ’paintless dent repair’, hvor man prikker indefra eller benytter lim på døren til at hive bulen ud, så man undgår at udskifte dele eller lakere, forklarer Mogens Christiansen.

Billigere for forsikringsselskaber

Buledoktorerne er populære hos forsikringsselskaberne.

– Mange har i dag parkeringsskader som en del af deres forsikring, og det betyder, at en stor del af de reparationer, vi udfører, kommer gennem forsikringsselskaberne. De sparer både penge på metoderne, fordi der ikke skal bruges spartelmasse eller lak, men det pynter også på ESG-rapporten, fordi vi sparer helt op til 99 procent CO2 ved at gøre det på den her måde, forklarer Mogens Christiansen.

Udregninger fra tyske Allianz Center for Technology viser, at et nyt sæt forlygter til en Volkswagen ID3 udleder 45,7 kg CO2 at producere, mens det tal reduceres til 0,8 kg CO2, hvis man reparerer i stedet.

Janni/Henri.

Se også