Kunstig intelligens billeder på banegården i Lunderskov

Inge Schuster hedder en kunstner, som fra den 12. september gæster WestStationGallery på den gamle banegård i Lunderskov.

Inge Schuster bruger kunstig intelligens til at skabe sine malerier.

“En af de ting, jeg holder allermest af, er at lege med visuelle udtryk, og jeg er typen, der tænker i former og farver, og som udtrykker mig bedre igennem billeder end med ord. I øjeblikket arbejder jeg med kunstig intelligens,” siger Inge Schuster.

Som lokkemiddel trækkes der lod blandt gæsterne om et af hendes kunstværker til en værdi af 13.000 kr. Det hedder “Waiting for the Miracle”. Der er gratis adgang og bobler på åbningsdagen.

”Inge formår at bevæge folk med sin kunst. Både unge som ældre. Hendes kunst drager folk og hendes univers er enestående,” siger ejeren af WestStationGallery, Dennis Marzec. Han fortæller, at Inge Schuster lige er kommet tilbage fra en international kunstudstilling i Hamborg, hvor hun udstillede med 80 andre europæiske kunstnere på “Kunst uden grænser” arrangeret af WestStationGallery.

Her blev hendes kunst set af mere end 10.000 besøgende, og hovedparten af disse var fascineret, fortsætter Dennis.

Det tyske NDR tv viste hendes kunst i primetime. Og Inge har i dag næsten 300.000 følgere på Instagram, og hun fortæller om processen med AI, samt at kunst ingen alder har. Selv er hun nemlig fyldt 70 år.
Kunstudstillingen løber fra den 12-22. September. Den består udover kendte kunstnere som Kim Pihl, Charlotte Trampedach, Malene Heerup og Allan Buch af yderligere 40 kunstnere.

Se også