Vand fra ny sø i Lejrskov skal bruges til støvbekæmpelse

Her vil søen komme til at ligge. Det har tidligere været landbrugsområde.

Kolding Kommune har godkendt en ansøgning fra Region Syddanmark om at oprette en sø i Lejrskov på 3 hektar. Den skal bruges til støvbekæmpelse.

Der skal graves 12.000 m3 under grundvandsspejlet med gravemaskine. De våde råstoffer, der graves op, bliver lagt til afvanding ved siden af gravesøen, hvor hovedparten af vandet vil nedsive igen.

Råstofindvindingen omfatter matriklerne 5ag og 6l Lejrskov By. Arbejdet foretages af Henning Have A/S.
Der søges om tilladelse til at indvinde ca. 450 m3/år til støvbekæmpelse på pladsen.

Øst og sydøst for graveområdet findes der flere kildevæld, hvoraf den ene ca. 200 meter sydøst for graveområdet forsyner ejendommen Rolles Møllevej 58 med drikkevand.

Den nærmeste private vandindvinding ligger ca. 120 til 140 meter fra den kommende grave sø. To af disse anlæg er stadig aktive, og den tredje er inaktiv.

Indvinding fra gravesøen vurderes ikke at medføre mærkbar påvirkning af vandspejlet i andre boringer og kildevæld pga. den lille vandindvindingsmængde samt de lokale geologiske forhold, vurderer kommunen.