Klagenævn stopper lokalplan for nye boliger i Sjølund

Nævnet mangler oplysninger om støv og støj fra Danish Agro.

Kortet viser den nu ”kasserede” lokalplan ved Sjølund Gade. (Ilustr. Kolding Kommune)

SJØLUND: Planklagenævnet har stoppet udviklingen af en lokalplan for nye boliger i landsbyen Sjølund. Nævnet, som er en overordnet instans, mener ikke, at Kolding Kommune har gjort sit arbejde godt nok ved ikke at oplyse tilstrækkeligt om eventuelle støj- og støvplager fra det nærliggende store såsædsfirma, Danish Agro.

Det er dog ikke meget, der hidtil er kommet frem fra Kolding Kommune om sagen, idet man hidtil har holdt oplysninger tæt ind til kroppen som en ”lukket sag”.

Klagenævnet kræver åbenbart, efter hvad avisen erfarer, garantier fra Kolding Kommune for, at det nye kommende boligområde er sikret mod eventuelle støj- og støvplager fra virksomheden.

Avisen erfarer endvidere, at det er en beboer i landsbyen, som bor ganske tæt ved den store virksomhed, Danish Agro, der har gjort klagenævnet opmærksom på, at det nye boligområde ligger placeret således, at det kan blive påvirket af gener fra virksomheden. Og det har nævnet åbenbart taget til sig.

Den pågældende beboer har gjort nævnet opmærksom på forholdet, fordi vedkommende, som bor tæt ved Danish Agro, gennem flere år har følt sig stærkt generet af netop tiltagende støv- og støjproblemer fra virksomheden.

Kræver sagen på udvalgsmøde

Molle Lykke Nielsen

Det er åbenbart kommet byrådspolitikeren, Molle Lykke Nielsen fra DF, for øre, at der verserer en sådan sag internt i systemet i kommunen. Derfor har han nu krævet sagen sat på dagsordenen i udvalget Plan, Teknik og Natur, hvor han selv er medlem. Det bekræfter han over for avisen:

– Det har jeg gjort, fordi det er en sag, som berører mange i lokalsamfundet, og fordi netop støv og støj fra Danish Agro gennem flere år har været debatemne i landsbyen. Og dertil kommer, at sager af denne art ikke kræver lukket behandling, siger Molle Lykke Nielsen.

Borgeren, som har rejst sagen for Planklagenævnet, har tidligere gentagne gange klaget til kommunen over dokumenteret støv og støj fra Danish Agro. Men uden det store held:.

– Når Planklagenævnet mener, at støj og støv fra virksomheden, som ligger omkring 150 til 200 meter fra boligområdet, kan genere der, så forstår jeg godt, at borgeren, som blot bor tyve meter fra virksomheden, føler sig generet. Og med den nye udvikling i sagen tyder noget også på, at borgeren kan have ret i sine klager – i hvert fald et stykke hen ad vejen. Så lad os nu få det ordentligt belyst og debatteret åbent i udvalget, føjer Molle Lykke Nielsen til.

Plan for 16 nye boliger

Hensigten med omtalte lokalplan er i en privat udstykning at skabe grundlag for et nyt boligområde med ca. 16 boliger i form af rækkehuse i det centrale af landsbyen Sjølund.

Det fremgår af sagen, at der er lagt vægt på boligområdets indpasning til kirkeomgivelser, klimasikring af bebyggelsen og friholdelse af lavbundsarealet for boligbebyggelse. Og desuden på at friholde området for byggeri og anlæg.

Endvidere er der under sagens behandling i kommunen, efter forslag fra administrationen, ikke udarbejdet miljøvurdering for området – og det er tilsyneladende en sådan, Planklagenævnet mangler.

/seb

Se også