Uopklaret uheld med gift har udryddet hel fiskebestand i Hjarup

I hundredvis af døde ørreder er fundet i Hjarup Bæk.

HJARUP: Miljøtekniker i Kolding Kommune, Sten Frandsen, anslår, at det er et uheld med giftstoffer, der ikke er behandlet korrekt, der har udryddet fiskebestanden i det lille vandløb, Hjarup Bæk.

Der er nemlig fundet døde ørreder i massevis i bækken. Antallet anslås til et sted mellem 550 til 700 fisk, og det er hele bestanden af fisk i vandløbet.

Sten Frandsen fortæller, at det endnu er uopklaret, hvor og hvordan uheldet er sket. Han benytter derfor lejligheden til at opfordre folk til straks at ringe 112, når der sker uheld med giftstoffer. Det vil i mange tilfælde kunne begrænse skaderne betydeligt.

Vandløbet med de mange døde fisk strækker sig over cirka 3,7 kilometer og løber fra et punkt øst for Skanderup og gennem landsbyen Hjarup til den nærliggende Søgaard Sø.

Det er miljøteknikerens erfaringer, der fortæller ham, at der er tale om giftstoffer, som er løbet i bækken. Det er nemlig kun fiskene, der er døde:

– Det er rigtig ærgerligt, at en enkelt hændelse, som formentlig er et uheld, på den måde kan slå et vandløb i stykker for fisk, siger Sten Frandsen.

Ved uheld med giftstoffer kan man via 112 hurtigt komme i kontakt med Sydøstjyllands og Trekantområdets fælleskommunale miljøvagt. De rykker ud, når der er fare for vandmiljøet eller risiko for en jordforurening. Og ofte sammen med redningsberedskabet (brandvæsnet), som kan foretage nødvendige vandspærringer.

/seb

Se også