Millioner skal styrke og forskønne Vamdrups bymidte

Kommunens næststørste by får 19,1 millioner kroner over en periode. Det første projekt er en ny parkeringsplads ved Vores Hus.

Folkelivet i Vamdrup skal styrkes, og det skal projektet ”Mere liv i bymidten”, som nu skydes i gang, medvirke til (Foto: Poul Erik Jensen).

VAMDRUP: Kolding Byråd behandlede tirsdag aften på det ordinære byrådsmøde som punkt to supplerende kommunale kroner til et storstilet projekt, som skal medvirke til at gøre Vamdrup til en god og venligere by at leve og bo i.

Vamdrup er kommunens andenstørste by med i omegnen af 5.000 indbyggere inden for byskiltene.
Byen hører til blandt fjorten mindre og mellemstore byer i Danmark, som har fået penge af Folketinget til at skabe mere liv primært i bymidten.

På landsplan er der afsat 130 millioner kroner, som fordeles ligeligt mellem de udvalgte byer. Det bliver for Vamdrups vedkommende til 19,1 millioner kroner, fordi kommunen har forpligtet sig til at supplere op.

Ny parkeringsplads

De første 1,8 millioner kroner, som nu slippes med Byrådets godkendelse, bruges i år til en ny parkeringsplads ved byens nye kulturhus, Vores Hus.

Derudover afsættes der blandt andet 4,2 millioner kroner frem til år 2027 øremærkede til by-forskønnelse i bymidten og til endnu ikke helt fastlagte projekter. Alt sammen med formålet at binde byen bedre sammen. Eksempelvis næves området mellem Arena Syd i den nordlige del til og med folkeparken Margrethelund, som ligger nær bymidten.

Et løft til byens fysik

De overordnede idéer i projektet er som nævnt at styrke Vamdrups bymidte, så den i fremtiden kan fremstå attraktiv og dermed medvirke til at understøtte byens øvrige udvikling.

”Byens potentialer og ressourcer skal bringes i spil på nye måder, samtidig med at der skal ske et løft i byens fysik, så byen levendegøres og fremstår sammenhængende, og hvor byens funktioner og mødesteder fungerer som bylivets naturlige pejlemærker,” fremgår det af teksten på dagsordenen for sagen, der som nævnt behandles på byrådsmødet tirsdag aften efter enstemmig indstilling til godkendelse fra udvalget Økonomi og Strategi.

/seb.

Se også