Stepping Friskole indskriver nye elever næste torsdag
– Nærvær og fællesskab er vigtigt for os, siger den ny skoleleder.
– Stepping Friskole er en lille skole med et stort hjerte, siger skoleleder Rikke Lynge.
– Nærvær og fællesskab er vigtigt for os. Alle kender hinanden. Som friskole ønsker vi et tæt samarbejde med forældrene. Vi ønsker aktiv deltagelse i arbejdsdage og fælles arrangementer, og forældre er altid velkomne på skolen, fortæller skoleleder Rikke Lynge.
Hver morgen har friskolen fælles samling, hvor man synger sammen og hører en fortælling. Og hver dag sørger man også for, at eleverne får bevæget sig.
– Hver dag laver vi samarbejde på tværs af klasser og fag. Det betyder, at eleverne kender andre elever end dem i deres egen klasse. De lærer ældre og yngre elever at kende. Og det ses i skolegården, når alle leger med hinanden.
Når fagene arbejder sammen på tværs, hedder det storyline, her har vi emner, som vi bearbejder med alle sanser. Vi laver teater, modeller, tegninger, bager, klipper, maler, syer, smager, læser og regner. I år har vi arbejdet med H.C. Andersen. Og nu er der værksteder, hvor vi producerer ting, der skal sælges ved vores julemarked den 30. november.
Ny skoleleder
Rikke Lynge er ny skoleleder og er tiltrådt i år.
Hun har lovet, at hun ikke piller ved skolens inderste væsen, nemlig nærheden og det gode fællesskab. Og sammen med lærerne vil hun gerne tilrettelægge en god hverdag for børnene, give dem gode oplevelser og løfte dem fagligt.
Der er indskrivningsmøde til kommende 0. klasse torsdag den 7. november klokken 16.30 – 18.00 på Stepping Friskole Sdr. Alle 20 i Stepping, hvor alle er velkomne.