Danæg mister kongekronen efter 120 år

Kongehuset har netop besluttet at udfase ordningen med ”Kongelig Hofleverandør” og ”Leverandør til Det Kongelige Danske Hof”. Det betyder, at Danæg i Christiansfeld mister kongekronen.

Christiansfeld-virksomheden har båret det ultimative kvalitetsstempel, Leverandør til Det Kongelige Danske Hof, siden Kong Frederik 8. gav virksomheden retten i 1906 som anerkendelse for dens leverancer af æg af høj kvalitet.

Kongekronen er vigtig for eksportmarkedet

– Vi har i snart 120 år båret prædikatet med stolthed og glæde, og vi takker Kongehuset for den tillid, det har vist os gennem årene. Vi har naturligvis fuld respekt for Kongehusets beslutning, men vi er selvfølgelig også ærgerlige omkring det, siger Anders Raskov Kodahl, adm. direktør i Danæg A/S.

– Vi eksporterer meget, og her betyder det noget, at vi kan kalde os hofleverandører. Ikke mindst i Asien, hvor vi er ved at udvikle vores position.

Danæg vil nu overveje, hvordan prædikatet udfases bedst muligt frem mod 2030. I Kongehusets beslutning indgår muligheden for at ansøge om at bruge selve kongekronen – dog uden den ledsagende tekst ”Leverandør til Det Kongelige Danske Hof”.

Vi skal lige lande oven på beslutningen. Jeg vil i øvrigt gerne rose Kongehuset for den måde, det har håndteret situationen. Vi har hele vejen igennem oplevet en god dialog om beslutningen, siger Anders Raskov Kodahl.

Charlotte/Henri.

Se også