I Frørup vil de have legeplads på sportspladsen

Borgerforening vil gøre landsbyen børnevenlig.

I juni 2024 fejrede borgerforeningen, at man fra landsbypuljen havde modtaget penge til seks borde/bænkesæt og et nyt fodboldmål. (Arkivfoto)

Frørup Borgerforening har fået tilladelse til at etablere en legeplads på den eksisterende sportsplads.

Indtil for ca. 8-10 år siden har der været en legeplads her, men på grund af manglende vedligehold er den pillet ned. Og der findes ikke en anden offentlig legeplads i landsbyen.

Frørup Borgerforening ønsker at opsætte en lille legeplads til byens børn samt dagplejere. Legepladsen skal bestå af et gyngestativ med to gynger, en vippe, et legeelement udformet som en traktor med vogn og klatrenet samt en lille kælkebakke på 5 x 5 meter. Legepladsen og kælkebakken vil have en samlet størrelse på ca. 50 x 50 meter i alt.

Legeredskaberne vil blive opsat af et eksternt firma, og der vil blive benyttet holdbart træ som mahogni, eg og robinie i opbygningen. Kælkebakken, som skal etableres på den nordlige del af sportspladsen, vil blive opbygget af den overskydende jord, der vil blive gravet af det område, hvor legepladsen etableres.

Da arealet er ejet af Kolding Kommune, skal der udarbejdes en lejeaftale med Frørup Borgerforening, og det er kommunen indstillet på.

Kolding Kommune har givet landzonetilladelse efter planlovens § 35, stk. 1 til etablering af legeplads på sportspladsen, som ligger på Skovrupvej 6B, Christiansfeld.

Se også