Gerhard Møller blev takket med et tempeltræ
Også træer til de to andre afgående medlemmer i Aller Menighedsråd.
Ved efterårets menighedsrådsvalg valgte formanden for Aller Menighedsråd, Gerhard Møller, at forlade menighedsrådet efter 16 år på posten.
Gerhard Møller var en både markant og initiativrig skikkelse, der i øvrigt altid har været et særdeles flittigt og arbejdsomt omdrejningspunkt for lokalsamfundet i Aller.
Sammen med kirkeværge Helle Schultz har han stået i spidsen for omfattende projekter ved Aller Kirke, bl.a. renoveringen af Aller Sognehus, Enkesædet, samt senest det store projekt med renovering af kirkens tårn og tag.
Det seneste projekt ved kirken – et nyt og flot parkeringsanlæg – er det dog i høj grad Poul Knude Nielsen, som har stået i spidsen for.
Også menighedsrådets mangeårige kasserer, Peder Boesen, samt sekretær Annette Rodenberg har gennem årene været markante kræfter i menighedsrådets arbejde i Aller.
Ved det sidste menighedsrådsmøde, den 7. november, hvor de tre afgående medlemmer deltog, fik de hver foræret et tempeltræ.
Fra venstre Annette Rothenberg, Gerhard Møller og Peder Boesen (Foto: Svend Christensen).
Nyt menighedsråd
Onsdag den 20. november blev der i Enkesædet i Aller afholdt konstituerende møde i Aller Menighedsråd.
Formand: Svend Christensen (St. Anslet), Næstformand: Camilla Grath Essendrop (Aller), Kasserer: Ingeborg Skygebjerg (Kobbersted), Kontaktperson: Annelise Gaarde (Hejlsminde), Medlem: Poul Knude Nielsen (Hejls), Stedfortrædere: Anne Marie Olsen (Meng) og Eva Hillingsø Brandorff. (Kobbersted).
Det nye menighedsråd konstaterede med udelt tilfredshed, at Helle Schultz fortsætter som kirkeværge.
Hun har de sidste snes år været en uvurderlig støtte for skiftende menighedsråd, fortæller Svend Christensen.