Steen og Palle bliver hyldet for 40 år som brandmænd
Som børn cyklede de efter brandbilerne – nu har Steen og Palle været brandmænd i Vamdrup i 40 år.
VAMDRUP: Steen Christensen og Palle Corydon har været ansat som deltids brandmænd i 40 år. Først ved det daværende Vamdrup Brandvæsen og senere ved fusioneringer Kolding Brandvæsen og nu ved Trekantområdets Brandvæsen. Men i alle årene med brandstationen i Vamdrup som domicil.
De to jubilarer vil blive hyldet for deres mangeårige indsats, når Trekantområdets Brandvæsen, den 25. januar 2025, holder nytårsparole på brandstationen i Middelfart.
På brandvæsnets hjemmeside står der blandt andet at læse om de to helte:
”Man skal være relativt tidligt ude for at kunne fejre 40-års jubilæum som 58-årig. Men det kan Steen Christensen. Og faktisk går Steens brandmandskarriere endnu længere tilbage, for allerede som 6-årig blev han udpeget som ”mini-brandmand”.
– Som maskot sad jeg i brandbilen, når der var juleoptog og var med på garagedage og til øvelser, fortæller han.
Og han var også én af de drenge i byen, der sprang på cyklen og ræsede efter brandbilerne, når de med fuld udrykning susede af sted til ildløs.
New York, Paris – og Vamdrup
Så fik en stor japansk tv-station øje på Steen Christensens rolle som ”mini brandmand”. Og på en rejse rundt om i verden for at optage tv til deres populære børneprogrammer blev det derfor – foruden stop i blandt andet i New York og Paris – også til et stop i Vamdrup. Optagelserne med Steen i hovedrollen fandt sted på Vamdrup Flyveplads – nu Kolding Lufthavn – og programmet blev efterfølgende set af millioner af børn.
Palle cyklede efter brandbilen
En anden af byens ”knægte”, der også cyklede efter brandbilerne, var Palle Corydon. Han fortæller:
– Jeg syntes, at brandbilerne så spændende ud, og når de rykkede ud, så skete der jo noget i byen.
Og Palle tilføjer, at én af de første store brande, han ilede til, var da byens fjernvarmecentral brændte. Og nu kan Palle Corydon som 64-årig fejre 40-års jubilæum som brandmand og nødbehandler.
Redder liv med akutbil
Faktisk så ansøgte Palle og Steen om en stilling som deltidsbrandmand i Vamdrup samtidigt. Begge blev valgt, men de måtte trække lod om, hvem der skulle starte 1. december 1984, og hvem der måtte vente til 1. januar 1985. Palle trak det korteste strå:
– Jeg synes stadig, det er spændende, hver gang alarmen bipper, og vi skal af sted, fortæller Palle. I sin gerning ved brandvæsnet er han foruden at være røgdykker også nødbehandler ved stationens populære akutbil, som rykker ud med førstehjælp, hver gang der via 112 er brug for en ambulance til området.
Palle fortæller:
– Med akutbilen har vi reddet op til flere med hjertestop, og generelt skaber det tryghed, når vi kommer, fordi folk så ikke længere skal stå med opgaven alene, indtil ambulancen når frem.
Mordbrand i Vamdrup
Steen har siden 1999 hos brandvæsnet suppleret sine lokale udrykninger med jobbet som indsatsleder på deltid med funktion primært i TrekantBrands region syd:
Han fortæller:
– Som indsatsleder handler det om ansvar, og den udfordring kan jeg godt lide.
Men han lægger ikke skjul på, at jobbet som indsatsleder kan være en stor mundfuld, og fortæller, at han fx var indsatsleder – med Palle som røgdykker – ved en meget voldsom mordbrand i Vestergade i Vamdrup i 2005, hvor en kvinde først blev dræbt af sin samlever, som derefter satte ild til huset og sig selv, og hvor begge omkom!
– Det er nok noget af det værste, vi har været til, konstaterer Steen Christensen om sit 40-års virke som brandmand, nødbehandler og indsatsleder.
Nu kan både Steen og Palle så se frem til den 25. januar, hvor de, som nævnt, helt fortjent vil blive hyldet for deres mangeårige indsats i den gode sags tjeneste.
/seb