26.692 gæster på 3/4 år hos Museum Kolding

Museumsdirektøren ønsker glædelig jul og tak for et fantastisk år.

Museumsdirektør Rune Lundberg foran Staldgården, som er med i hans ansvarsområde. (Foto: Museum Kolding)

Museum Kolding har haft et travlt år: 26.692 gæster er det blevet til. Og gæsterne har i gennemsnit betalt 64 kr. for museets ydelser.

Det fremgår af den beretning, som museumsdirektør Rune Lundberg har udgivet.

”Vi har haft rigtig mange gæster, der har besøgt en af museets afdelinger, deltaget i guidede ture eller nogle af museets mange arrangementer og events, lige fra børneaktiviteter i skolernes ferier til store events som håndværkets dag i Christiansfeld eller Grundlovsfest på Skamlingsbanken med flere tusind deltagere,” fortæller museumsdirektør Rune Lundberg i forordet til Museum Koldings årsberetning for de første tre kvartaler i 2024.

Så hvis sidste kvartal bliver ligeså velbesøgt, skulle museet kunne nå over 30.000 besøgende. Det fremgår også af beretningen, at der har været 271 guidede ture med 5462 gæster og 221 arrangementer med i alt 11.125 gæster, heraf 2973 børn.

Der har også været syv foredrag med 306 tilhørere, og fire udstillinger om ”Strikket natur”, ”Made in Kolding”, ”Udvidelse af Stjerneudstillingen” og en plancheudstilling på Store Torv i Aarhus.

”I forhold til UNESCO verdensarv har 2024 været et skelsættende år, idet Christiansfeld nu er blevet en del af en transnational nominering, der foruden Christiansfeld nu omfatter tre andre brødremenighedsbyer, nemlig Herrnhut, Gracehill i Irland og Bethlehem i USA. Dette arbejde har været mere end 20 år undervejs og kommer til at betyde et yderligere internationalt perspektiv for museets arbejde i Christiansfeld, skriver Rune Lundberg.

Han slutter med at takke alle medarbejdere og frivillige for et kæmpe engagement og en uvurderlig indsats i det daglige arbejde for at skabe gode oplevelser for gæsterne og sikre en faglig og professionel varetagelse af alle opgaverne. Og han slutter med at ønske en glædelig jul.

Se også