Parti vil stoppe byggeri i ’oversvømmelsestruede områder’ bl.a. i Kolding kommune

Det skal være slut med at bygge i områder, som man nu ved, kan blive oversvømmet, mener Karina Loretzen.

SF vil stoppe byggeri i oversvømmelsestruede områder. Der er nemlig siden 2000 bygget på 211 adresser i Kolding Kommune, hvor der ifølge Kystdirektoratet er i risiko for oversvømmelser.

– Det duer ikke, at vi fortsat bygger i områder, vi ved vil blive oversvømmet. Vi bliver simpelthen nødt til at stoppe med det, hvis vi skal tage klimaforandringerne alvorligt, for vandet kommer til at stige mere, siger SFs landdistriktsordfører, Karina Lorentzen, Kolding.

SF revser regeringen for ikke at have færdiggjort en samlet klimatilpasningsplan. Ifølge SF bør den helt stoppe for byggeri i højrisikoområder, og til byudviklingen i udsatte områder.

– Ved ikke at handle, efterlader vi det til hver enkelt borger at prøve at klare sig igennem. Vi så, hvor ilde stedt nogle borgere var efter den seneste stormflod, siger Karina Lorentzen.

Hun mener, at præmien til stormflodsordningen bør gøres risikobaseret, som de økonomiske vismænd har foreslået. Det vil give et incitament til at bygge, hvor risikoen for oversvømmelser er mindst.

Partiet ønsker, at klimatilpasningsplanen blandt andet skal indeholde en klar rollefordeling mellem kommunerne, regionerne og staten, og en sammenhængende plan på tværs af kommunegrænserne – som forståelsespapiret for den forrige regering lagde op til.

– Vi lader kommunerne i stikken, hvis vi siger de skal løse deres egne problemer hver for sig. Og det går ud over borgerne. Vandet er ikke interesseret i kommunegrænser – det bare løber videre. Hvis én kommune tager ansvar, løber problemet bare over i den næste. Vi skal have en samlet plan, hvor alle kommuner arbejder sammen,” siger Karina Lorentzen.

Se også